Klumme maj 2018
Af Louise
.
I dag deltog jeg i en ‘arbejdsdag’ inde på spors kontor. Her deltog også andre medlemmer fra hele landet. Dagens opgave bestod i at gøre kontoret lidt i stand og komme hinanden ved. Under frokosten sad vi og talte om et kursus som nogle af Spors medlemmer havde deltaget i. Kurset havde ikke kun givet dem redskaber til det frivillige arbejde i foreningen, men i høj grad også igangsat en personlig proces i de enkelte deltagere.
Vi talte om det særlige fællesskab, som vi har i Spor, og det fik mig til at tænke på mit eget medlemskab, og den proces som det har igangsat. Jeg har egentlig nok været medlem i mere end et år, men tiden er fløjet så stærkt, og datoen er for længst forsvundet i det gode foreningsfællesskab.
For lidt over et år siden fik jeg en invitation til Synlighedsdagen (2016) i København af en bekendt. Noget drog mig, og jeg valgte derfor at deltage. Jeg dukkede op, selvom jeg ikke kendte nogen, intet vidste om foreningen og aldrig havde mødt ‘andre som jeg’. Dagen var proppet med vigtig viden om senfølger, personlige beretninger som berørte mig dybt og ikke mindst HÅB. Et håb som jeg i så mange år havde længtes efter. For hvordan ‘kommer man videre’ efter en opvækst fyldt med overgreb? Dengang vidste jeg ikke, at man ikke ‘bare’ sådan kan ‘komme videre’. I dag ved jeg heldigvis bedre; ikke kun om betydningen af de 2 ord, men i høj grad også om den personlige proces som ligger bag.
Denne dag var en øjenåbner for mig. Det var hårdt, men det var det, jeg havde manglet! Et fællesskab hvor jeg ikke ‘burde’ eller skulle skjule mig selv og mine udfordringer. Et fællesskab, hvor de, der havde lyst, aktivt kunne bruge deres viden, erfaring og historie til noget konstruktivt og givende. De kunne vende senfølgerne og gøre deres liv og erfaringer levende og givende. De formåede på en eller anden måde at skabe mening i vanviddet. Det blev for mig det første møde med senfølgeramte overlevende!
Da jeg henvendte mig ved bordet, hvor man kunne melde sig ind, blev jeg mødt af en smilende og imødekommende kvinde. Det underlige var, at for første gang i hele mit liv følte jeg mig ‘set’. Hun så mig! Ikke kun på mig men også i mine øjne, og det der lå bag. Hun kunne jo selvfølgelig ikke vide noget om mig, men der var en særlig forståelse for hinanden i lokalet som gjorde, at jeg følte mig set. Der var en akavet stemning, som der ofte er, når to mennesker møder hinanden for første gang. Det kom vi nu hurtigt over, netop fordi hun var så imødekommende, åben og fik mig til at føle mig tryg. Hun spurgte om neutrale ting, fortalte om foreningen uden at bombardere mig med info, og hun kunne rumme min generthed og skyhed. Efter at have meldt mig ind tog jeg hjem.
Dagene efter summede det indeni. Jeg måtte have mere! Mere af dét som jeg oplevede på dagen, men samtidig var det så fandens hårdt. Hårdt fordi jeg ikke længere var alene, og de barske realiteter meldte sig; der er MANGE som jeg. Jeg måtte gøre noget! Jeg skrev en mail til foreningen og fik hurtigt svar tilbage. Inden jeg fik set mig om, var jeg en aktiv del af foreningen. Efter eget ønske selvfølgelig og aktiv i det omfang som jeg magtede.
Mit medlemskab i Spor har bragt mange ting med sig. Foruden fællesskabet, nye bekendte og en masse viden. Jeg havde bl.a. givet udtryk for, at jeg gerne ville dele min historie – også i medierne. Det har betydet, at jeg er blevet interviewet af studerende til deres forskellige opgaver og også har stået frem i offentligheden i interviews til TV og avis, når det har været relevant. Både før, under og efter har jeg haft god støtte fra foreningen både via telefonopkald, mails og beskeder og i vores Facebook grupper. Men alt det er en længere fortælling, som jeg håber, at jeg en dag kan sætte ord på.
Igennem foreningen har jeg også deltaget i mange givende arrangementer, og jeg har, i det omfang jeg har magtet, også været med til at planlægge. Jeg har kunne inddrage min personlige historie, min viden og erfaringer, men i høj grad også min kreativitet og glæde ved at skabe noget. Jeg har haft oplevelsen af at blive inddraget, medregnet og inkluderet. Jeg har følt mig godt klædt på til de forskellige opgaver, og jeg har følt mig rummet og forstået i et omfang, som jeg ikke har prøvet andre steder tidligere.
Personligt har jeg f.eks. lært meget om grænsesætning. I mødet med de forskellige opgaver har jeg haft god sparring med mere erfarne medlemmer, der hver gang har formået at stille de rigtige spørgsmål, som har fået mig til at reflektere og mærke efter. De har mindet mig om, at det altid er fuldt ud acceptabelt at sige nej. Det har givet mig mod på at øve mig på at sætte grænser ude i verdenen, og det har betydet virkelig meget for min egen udvikling.
Det er vigtigt for mig at skrive, at foreningen ikke ‘gør arbejdet for én’. Man er selv nødt til at tage skridtet og prøve sig frem. Dette gælder både helt praktisk men også følelsesmæssigt. Man er selv ansvarlig for eget liv og udvikling – og selvom fællesskabet er stærkt, så har man i sidste ende kun sig selv.
At tage springet ud som aktivt medlem i Spor har været en stor gave for mig. Jeg har i mødet med foreningen mærket en ustyrlig trang til ‘mere’. Mere af det hele; fællesskabet, viden, de personlige fremskridt. Jeg har i en periode haft et hyperfokus på senfølgeområdet, søgt mere og mere viden, undersøgt flere og flere muligheder og jeg har nok også overgjort det for en stund. Jeg ramte en mur. Realiteten. Jeg var helt høj efter at have mødt denne fantastiske ‘gave’, men det blev også mødet med mine senfølger. Foreningen og dens medlemmer er på mange måder et spejl. De ser mig – de hører mig! Derfor kan jeg heller ikke i samme grad skjule mig eller mine senfølger, og det er både godt og ondt. Det kan føles enormt sårbart ikke at kunne sætte en facade op, ikke at kunne gemme sig bag standard fraser og falske smil, men i foreningen oplever jeg en god forståelse for den personlige grænse (som jo er enorm individuel), og jeg har aldrig følt, at mine grænser er blevet overtrådt.
Det gode ved ikke at kunne skjule mine senfølger er, at der er nogen, jeg kan tale med. Der er altid viden at hente. Hvad enten det drejer sig om fakta og faglig viden eller de mere personlige beretninger. Det har selvfølgelig sat mig i situationer, hvor jeg har været nødt til at stoppe op og reflektere. Jeg har kigget indad, og jeg har lært nyt om mig selv. Det har været hårdt på den gode måde – for jeg har for første gang haft et fællesskab.
I bund og grund er det op til dig, hvad du vil have ud af dit medlemskab i Spor, men for mig har det åbnet så mange døre. Ja faktisk ikke kun døre, men også mit hjerte! Jeg har i højere grad lært at omfavne mig selv, mine senfølger og mit liv. Jeg har fået fakta og viden. Jeg har fået et fællesskab og håb.
Med hjertet fyldt af dyb beundring og taknemmelighed skal en tak lyde til Landsforeningen Spor og alle dens virkelig fantastiske medlemmer og ansatte!
Af hjertet tak!
.