Anmeldelse af ‘Eva under isen’

Forfatter: Christin Marie Guild

Forlag: Forfatterskabet.dk, 2019

362 sider

.
Anmeldt af Elene Nielsen, Landsforeningen Spor
Engang hed jeg Mette 

.

‘Eva under isen’ er skrevet som en roman, men dækker over en personlig beretning om en opvækst fyldt med overgreb, svigt og mishandling. Den handler om livet med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, om de massive konsekvenser det kan have, men også om vejen til heling og om håb. Det er en beretning om overlevelse, om menneskets fantastiske evne til ubevidst at bruge overlevelsesstrategier. Bogen beskriver bl.a. dissociation i sine mange former, herunder også personlighedsspaltning. Som læser får man et direkte og ærligt indblik i, hvordan det kan føles at være i verdenen, når man er splittet i flere stykker som konsekvens af barndommens voldsomme traumer.

Jeg har i mange år haft svært ved at læse. Min senfølgeramte hjerne har ikke kunne bevare fokus på en bog. Men ‘Eva under isen’ læste jeg på få aftner. Jeg har selv en personlig interesse for dissociation og for dissociativ identitetsforstyrrelse (personlighedsspaltning), da jeg selv er ‘splittet’ som konsekvens af min barndom. Bogen talte derfor til flere dele i mig, og selvom at bogen er barsk, meget barsk, så har jeg flere gange taget mig selv i at sidde og smile over, at jeg kunne genkende mig selv i fortællingen om de flere personligheders eksistens. Det er en befrielse at læse om et andet menneskes egne erfaringer med at leve som et splittet menneske.

Det er en rå og ÆRLIG fortælling om vanvid og om menneskelige onde handlinger. Jeg kan personligt rigtig godt lide, at tingene ikke er pakket ind, og at de grimme traumatiske oplevelser bliver beskrevet præcis så grimme og ulækre, som de var i virkeligheden.

Jeg oplevede, at bogen fangede mig i starten, men at midten var en anelse langtrukken (om det var fordi min hjerne måske var træt, det ved jeg ikke), men jeg synes, at bogen kom stærkt igen til sidst, så jeg havde svært ved at slippe den. Jeg er glad for, at bogen kunne efterlade mig med et smil til trods for den barske fortælling.

Jeg vil ikke anbefale, at man læser bogen alene, hvis man er ny i sin egen proces omkring dissociation. Bogen har tricket mine dissociationer, men jeg ved heldigvis, hvordan jeg skal håndtere det. Forfatteren anbefaler også, at hvis man selv er ramt af senfølger, så bør man læse bogen sammen med en anden.

Det er nu nogle dage siden, at jeg har afsluttet bogen. Jeg sidder tilbage med en følelse, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal beskrive. Bogen er skrevet med ‘fiktion og ikke-fiktion’, men der er ifølge forfatteren ingen overdrivelse, hvad angår den menneskelige ondhed. Jeg har lidt en fornemmelse af, at der i den ikke-fiktive del, gemmer sig langt mere smerte og indre splittelse. Selvom bogen er meget ærlig og meget beskrivende, så fornemmer jeg alligevel en vis form for anonymitet i fortællingen, en distance til forfatterens egen smerte. Måske det er beskyttelse, måske det er mig som tolker, måske det er meningen – det ved jeg ikke, jeg vil derfor lade det være op til dig, at danne dig dit eget indtryk af, hvem Eva under isen er.