Af Bente, september 2020

.

Solen skinner – det er et flot septembervejr, og jeg er på vej til en times dejlig afstressningsbehandling.  Jeg kører på landevejen mellem Roskilde og Køge – er netop blevet sygemeldt fra arbejdet efter 5 måneder med en ny leder, der radikalt ændrede mine arbejdsopgaver, og som ikke havde den nødvendige ledererfaring.

Jeg kan mærke uroen komme snigende i kroppen, efterhånden som jeg nærmer mig min arbejdsplads, som jeg vil passere på vejen. Sludder og vrøvl – tænker jeg og fokuserer på det dejlige, som jeg er på vej til.

Øjnene søger fabrikken. Nu kan jeg se den ude til højre… men jeg fokuserer på vejen og tænker positivt, positivt – ikke kigge til siden – tænke positivt. Uroen i kroppen tager til… dybe vejrtrækninger… hold øje med trafikken. Om lidt er jeg ved det vejkryds, hvor jeg plejer at dreje til højre, så forsvinder uroen helt sikkert…

Mit underliv trækker sig sammen og indeni mig lyder ordene: ” Nej, nej, nej”. Hvorfor nu dette, tænker jeg. Mit arbejde har jo på ingen måder forulempet mig på den måde. Så kommer krydset, og jeg kan ånde lettet op – tror jeg. Angstfornemmelserne i kroppen er aftagende, men nu begynder reaktionerne at komme. Hvad var det lige, der skete? Hvorfor kommer der angst indover noget, som jeg troede var stress?

Bilerne omkring mig begynder at få underlige former – som om det er halvsmeltede håndsæber på hjul.  Jeg føler lidt, at jeg svæver oppe over vejbanen og ser det hele sådan lidt udefra. Samtidig sidder jeg i bilen og kører her på landevejen og skal sørge for at komme sikkert frem. Både sikkert for mig og de andre trafikanter.

Jeg KOM frem og hjem igen. Kørte en anden vej hjem, for at undgå at se fabrikken.

Den dag blev jeg klar over, at jeg ikke kun var sygemeldt med stress. Det ubehag og den nedslidning, jeg følte i forhold til arbejdet, skyldtes noget langt større end bare en dårlig leder.  De svigt og ignorering af løfter, der var givet mig af lederne på arbejdspladsen, havde trigget en PTSD, der havde ligget latent i mig siden overgrebene igennem hele min pubertet. Nu kunne mine mestringsstrategier, der ellers havde holdt mig ‘ovenpå’ i 30 år, ikke holde skansen længere og var blevet til senfølger.

I dag – et år efter min sygemelding – er min arbejdsevne vurderet til at være så ringe, at man vil ansøge om førtidspension for mig.  Jeg er i kommunens system, og det trigger mig også. Min alert er voldsom udmattende, og jeg har ingen tiltro til fremmede mennesker mere. Men jeg er en fighter, og jeg håber på, at der kommer noget godt ud af det her.  Jeg glæder mig til, at jeg kan bruge de sidste 20 år af mit liv på at leve i stedet for bare at overleve.