Af Ansu Orheim
.
Vand i sigte
vil dig ikke
vil lade bølgerne føre mig videre
vil drukne i det kendtes hav
til døden føles blidere
som barndommens genkendelige rav
du vil mig
ved overfladen vil jeg intet
ved overfladen er alt blændende
ved ikke om du kender mindet
altid og evigt afkendende
ingen vil dybden
din stemme forvrænges
din arm, hånd og negle
bobler sprænges
vor fingre bambinespejle
her i havet
vi forsvinder begge
du i lyset, jeg i mørket
vandets vanvittige venten
alles tålmodighed størknet
du reagerer… altid regenten
i det tungeste
er jeg endelig fanget
aldrig fri, du blot et ekko
vibration af alt du har forarmet
din ageren, Deres analyseren;
mit Atlantis, min ghetto.
du huskes
for alt det jeg vil, glemmes
vandets vægt vælter, omsider
muligheder skændes, hæmmes og tæmmes
for din frihed nu engang datid, til alle tider
.
Til søs
Sejlet var sat
alt var klart, vinden tog fat
rebet paratgjort, skibet glat,
vandet træt
så træt
ak,
min bror brød i gråd, jeg i chok
vi var tillige ulige
han stærk, jeg nederst på modets stige
nogle tårer tørrer aldrig til, stop
for nogle råd er umulige
i nogle følelser ingen rød tråd
kendte til denne udåd
denne uretfærdighed
i vort blod
thi,
thi ingen af os ku’ svømme
arveligt efter alt at dømme
vor båd egentlig bare en tønde
træ er så let at forsømme
min bror ville aldrig ynke
men måske vidste også han,
at denne båd en dag ville synke
Tårerne blev fulgt af rystelser
50 procent chance for storm
jeg ville se udenlandske forlystelser
det danske vejr er så abnormt
denne rejse havde jeg arrangeret
ingen vej tilbage
man skal være positiv og danse-dedikeret
basta! jeg en så forbandet plage
han ville hellere være hjemme
jeg en kujon, en narcissist
for jeg løj til ham for at bestemme
ku’ svømme fra en cyklon, som en narhvalsfisk
du sku’ se mit flow med havet
søgte altid mod den dybeste bund
Men jeg var drevet af angst, flugt akavet
han af eventyrlyst, laved’ først Øresund;
Så Indien, Afrika og solidaritet
han var ikke turist, som mig
spørg bare solen, dens stråler aldrig afledt
men denne tur var for ham uden gnist
for trist, som jeg
Han ville villigt støtte mit falske valg
men kendte ikke til starten
jeg satte nemlig alt til salg, troede det var et kald
og glemte fatalt om familien i farten
Rystelserne lagde sig, og han trak vejret igen
han var vist pinligt berørt
turen var mit ego-trip, han begæred sit hjem
men jeg på et korstog, som de kristne, skørt
han sagde, som en rigtig mand
‘undskyld, jeg ville ikke bryde sammen sådan
jeg er her for at yde støtte til dette, dit eventyr
blev bare skræmt af risikoen for for meget vand
du har her en krykke, trods jeg er en bette fyr
jeg vil gøre mit bedste for at være til nytte
og falder du, skal jeg nok dykke
jeg ved du tænker på selvmord
hvis du vil tale, bror til bror
er jeg her for dig
det håber jeg du ved og ik’ tror
Jeg skulle være stoppet ved det første chok
hoppede i havet om natten, når snart en dok
han skulle have sovet, for helved,
han vidste jo jeg havde fået nok
fulgte efter mig, alt har følger
nu vi blot bølger, og ikke engang i flok.
Jeg var ondskab da jeg afslog support
ikke nobel i at afskære andre fra at hjælpe
der er mod i overgivelse
i at lade andre være helte
holde fast i det enkelte
droppe at være stærk og bare smelte
omhælde og omvælte
inden determinationen bliver til det tungeste bælte