Klummen er skrevet af Carmen, forfatter til selvbiografien “Et liv i modvind” med musik af hendes søn.

Kære ex-mor og ex-søster

Det er svært for mig at skrive ‘kære’, fordi I er nære familiemedlemmer, og brugen af ‘kære’ burde derfor være dybfølt og ikke formel. Da jeg huskede ‘fars’ incest satte det endnu engang jeres og min relation på en prøve, som I dumpede med bravour!

Jeg må i skrivende stund konstatere, at jeg ikke på nogen måde er i stand til at smelte jeres frosne hjerter, selvom jeg har nærmet mig på to vidt forskellige måder: Overfor dig ‘mor’ med en kold, blå gasflamme og overfor dig ‘søster’ med en varm, orange ildflamme fuld af velment kærlighed.

Kontakten er foregået på skrift med undtagelse af én enkelt telefonsamtale med dig, min ‘fortabte søster’. Uanset hvad og hvem er jeg først og fremmest blevet mødt med SILENT TREATMENT eller sms’er til min mand, samt overfladiske kort der var så sårende, at min mand har skånet mig for at læse dem.

Da ‘far’ døde, tog min mand hen og lagde nogle personlige ting ved graven. Du ‘mor’ skrev i din sorg og ensomhed dit livs eneste ‘undskyldning’ til mig: ”Jeg savner jer frygteligt. Jeg er ked af de ting, jeg gjorde, som jeg ikke skulle have gjort, men jeg var så presset”.

Først 2 år efter ‘fars’ død, kom jeg i tanker om incesten. Da en god ven foreslog, at mine diktafonoptagelser, fra dengang minderne dukkede op, kunne bruges professionelt af psykologer, sagde jeg forskrækket ”Oh my God!”. I det øjeblik var jeg bange for, at ‘far’ skulle erfare, at jeg havde afsløret hemmeligheden! Så dybt sad angsten i mig 45 år efter! – Som 53-årig voksen kvinde! Stadig bange for en schweizerkniv truende holdt imod mod halsen eller mellem benene.

Ingen af jer to har nogensinde forstået, at jeg ikke bare blev uarbejdsdygtig på arbejdsmarkedet som talepædagog, men også som datter. Min PTSD, som følge af incest, vold og trusler på livet som hhv. 8-9-10-årig, blev forværret grundet en leder, som mindede mig om dig, ‘mor’. Af hele mit hjerte ønskede jeg dog ikke at miste dig, min 15 måneder yngre søster, som jeg var så enormt tæt knyttet sammen med som barn, men det gjorde jeg – og det var SÅÅÅ SMERTEFULDT!

Jeg mistede dig til ‘mor’, som du altid har haft en symbiose med. Ville jeg se dig, skulle jeg også aktivt fortsætte relationen med vore forældre, sagde du, den eneste gang vi talte i telefon siden bruddet. Selv den dag i dag ville jeg øjeblikkelig sætte i løb og flygte ud af rummet, hvis ‘mor’ pludselig kom.

‘Far’ udsatte mig for mit livs mest angstfyldte og grænseoverskridende kortvarige traumer, og du, ‘mor’ udsatte mig for mit livs mest langvarige og konstante traumer pga. din narcissisme.

Du, ‘mor’, kan kun eje eller skille ad: Til sommer har min søster og jeg 10 års jubilæum m.h.t. ikke at ses. At skulle forholde sig til det dilemma kan bedst sammenlignes med, at et nært familiemedlem forsvinder, og de tilbageværende familiemedlemmer ved ikke, om de ser personen igen. Og hvad skal de tænke om, at familiemedlemmet bare forsvandt? Hvad skal de føle? Et dilemma uden punktum. En sorg uden punktum. Magtesløshed.

Hvordan har jeg overlevet min skæbne som familiens prügelknabe/scapegoat/outcast – det sorte får?

Da jeg endelig huskede incesten i januar 2020, sendte Radio Mælkebøtten 4 timers ‘trailerindledning’ med musik samt knap 7 timers selvbiografi i æteren, hvoraf sidstnævnte nu ligger på radioens og Spors hjemmesider som podcast. At give noget af mig og DELE SMERTEN har været ét af mine mest helende projekter.

I, mine forældre og søster, har altid hellere villet misforstå i stedet for at forstå. I har hellere villet slå end at række hånden frem. Håne i stedet for at lytte og rumme. Negligere og ignorere i stedet for at tage mig alvorligt. Affærdige og afvise i stedet for at rumme det svære. Fortrænge i stedet for at dele smerten – påføre mig ALENE al skyld og al skam!

I min barndomsfamilie holder I fast i uendelige, uløselige konflikter: I har alle tre haft nogle ægteskaber, der på hver deres måde var katastrofer, fordi ingen af jer havde evnen til at løse eventuelle konflikter med jeres ægtefælle. I stedet blev dilemmaer fejet ind under gulvtæppet.

I har ikke formået at komme styrkede ud af kriser og modgang, som min familie og jeg. Vi har talt i stedet for at tie. Set hinanden i øjnene i stedet for at se væk. Vi har talt os frem til løsninger, der kom ALLE parter til gode, fremfor kun den ene. Vi har søgt balancen SAMMEN i stedet for at lade som om, fortrænge og fortie. Jeg kan løse konflikter med mine børn konstruktivt. Vi taler om det svære i stedet for at gå i stykker. Det været ENORMT helende for mig, at jeg kan nogle ting, som du, ‘mor’, ikke kan.

Sidste år kæmpede jeg for empati og retfærdighed m.h.t. arven på 7-8 mio., som jeg i sin tid fik ½ mio. af – og den blev taget tilbage igen. Efter ½ års venten fik jeg flg. sms af dig, ‘mor’: ”Jeg ønsker ingen sms’er, kort eller breve. Jeg er dybt berørt. Jeg ønsker ingen kontakt med Carmen. Vi tager ikke imod pakken. Fortsæt den gode udvikling”. Det var dit svar på mine retssagsbreve, hvor jeg appellerede til empati og balance p.g.a. incesten.

Det må gøre ondt at være så kynisk og kold, mor? – Det må gøre ondt at være så s(vag), søster?

– Min barndomsfamilie har i dén grad lært mig, hvad man IKKE skal gøre!

– Det har, på sin egen bagvendte måde, SKÅNET MIG FOR MERE SMERTE!