Af Anne Christensen

.

Angst kan have mange forskellige udtryk og bliver måske ikke umiddelbart forstået som angst. Den kan være en navnløs fornemmelse, som man måske slet ikke registrerer bevidst, fordi den altid har været der. Angst kan vise sig som evige bekymringer, nervøsitet og indre uro. Den kan udtrykke sig som skam, depression, dårligt selvværd, eller den kan give sig fysisk udslag som ondt i maven, hovedpine, andre smerter og uro. Angsten kan udtrykke sig voldsomt som fobier, panikangst og mareridt, eller i yderste konsekvens som paranoia og psykoser.

Jeg ser primært angsten som et symptom på en frygt, der engang har været. 

Når et barn oplever følelsen af at være truet på sin eksistens fysisk eller på anden måde, reagerer kroppen. Der bliver udløst en masse stress-hormoner, der aktiverer kamp/flugt energi, og kroppen oplever frygt. Når man ikke kan få energien ud af kroppen ved at kæmpe eller flygte, fryser den fast i nervesystemet, sammen med de voldsomme følelser og sansninger, der var i øjeblikket.

Selve traumet (der kan være en hel barndom) bliver typisk enten fortrængt, eller følelserne bliver spaltet fra, fordi det er for voldsomt, men oplevelsen af frygt lagres i kroppen. Når der senere er noget, der på én eller anden måde minder om traumet, kan kroppen og underbevidstheden tro, at man er i fare, og så udløses følelsen af frygt uden, at man forstår hvorfor – og så kaldes den angst.

Når der mangler forbindelse mellem årsag og virkning, virker angsten uforståelig og meningsløs. Det kan føre til, at den bliver opfattet som en fejlfunktion eller en indre fjende, der skal bekæmpes, og netop det kan være med til at forværre angsten. Angsten er der af en rigtig god grund, og det er vigtigt at prøve at forstå, hvad den vil fortælle én.

At arbejde med sine traumer er at konfrontere sin angst (hvordan den end viser sig). Traumerne er fortid, så angsten i nutiden handler om alle de voldsomme og kaotiske følelser, barnet havde. De sidder fastfrosset i nervesystemet, og man kan stadigt ikke rumme dem. Igennem en terapeutisk proces kan følelserne blive tøet op, så der kan blive arbejdet med dem, og nervesystemet udvikler en større rummelighed. Efterhånden som de gamle følelser mister deres intensitet, mister angsten sin funktion, for den behøver ikke længere beskytte én mod at mærke.