Anmeldelse af  Aldrig mere angst  (Slip bekymringer og stress på 6 uger)

Forfatter: Sisse Find

Forlag: Gyldendal, 2021

.
Anmeldt af Pia Hoffmann, juli 2021

Det fedeste for mig ved at anmelde en bog er, når jeg bliver begejstret og virkelig ønsker, at andre skal læse den, fordi jeg forestiller mig, at de kan få noget ud af den. Denne bog har været en udfordring. Problemet har ikke været at læse den, for den er meget velskrevet, men den har rejst en del spørgsmål og tanker hos mig omkring sammenhængen mellem angst og grubleri, og hvad angst egentlig udspringer af. Og ikke mindst om denne metode er god, hvis man er traumatiseret.

Om forfatteren, Sisse Find, står der på omslaget til bogen, at hun “…. er psykolog og har en 3-årig specialistuddannelse i metakognitiv terapi. Hun har specialiseret viden og kompetencer inden for stress- og angstbehandling samt personlig udvikling og præstationsoptimering”. I begyndelsen af bogen beskriver hun, hvordan hun selv gik ned med angst og gik til flere psykologer uden at få hjælp, indtil hun mødte en psykolog, der arbejder metakognitivt. Det gjorde, at hun kom af med angsten og blev så begejstret for metoden, at hun tog en specialistuddannelse i den. Nu har hun udgivet denne bog, der skal hjælpe andre med at komme af med angst.

Hovedtesen i bogen (og i metakognitiv terapi) er, at angst en gang for alle kan kureres og endda uden, at man behøver at snakke om problemer eller fortid. Hun advarer tidligt i bogen om, at man ikke vil blive strøget med hårene i bogen. Det vil måske tiltrække nogen, men mig afskrækkede det. Da jeg læste følgende i forordet: ”Inden du går i gang, må jeg advare om, at jeg ikke kommer til at vugge og trøste dit indre barn.” (s. 10), fik jeg ondt i maven. Det føltes helt på samme måde, som da jeg i barn- og ungdommen blev afvist af min mor, hvis jeg viste tegn på at reagere på de syge omstændigheder, jeg voksede op i. Følelsen af at blive ladt helt alene. Følelsen af “klar dig selv”, som jeg kender så godt og har levet efter det meste af mit liv. Jeg havde dog på forhånd besluttet at prøve at gennemføre de seks uger, som bogens program forløber over, for hvordan skulle jeg ellers kunne anmelde bogen? Jeg ville være en velegnet prøvekanin, da angst desværre er noget, der har fyldt meget i mit liv.

Overskriften i forordet er: “Angst er resultatet af dårlige tankevaner”, og længere nede i forordet står der: ”For angst er lidt forenklet sagt konsekvensen af en dårlig vane, der, som alle andre tillærte vaner, kan aflæres igen.” (s. 11). Det lyder umiddelbart meget enkelt og besnærende, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvad hvis man er traumatiseret, som jeg er? Virker det så også? Er min angst mon kun et resultat af dårlige tankevaner, eller handler den om ubearbejdede traumer efter voldsomme oplevelser, som stadig sidder i kroppen? Jeg er uddannet gestaltterapeut og har efteruddannet mig i kroppsykoterapi, så umiddelbart gav metoden slet ingen mening for mig.

Metoden siger, at det er grubleri og overtænkning, som giver angst, så grunden til at nogle får angst er, at de grubler, og det kan der gøres noget ved. ”… det er ikke indholdet i grublerierne, som bestemmer, om der er tale om grublerier. Det er selve processen.” (s. 63). Og: ”Hvis du ikke kan styre din overtænkning, får du det skidt og udvikler psykiske symptomer.” …”Hvis vi ikke overtænker, får vi slet ingen lidelse.” (s. 64). Som der står om metakognitiv terapi på Neokognitivt Instituts hjemmeside: ”Det er IKKE vigtigt, hvad du tænker, men det er afgørende vigtigt, HVAD du stiller op med tanken, når den kommer.”

Størstedelen af bogen er en meget grundig beskrivelse af metoden, og hvorfor den virker. Det er stillet meget logisk op, som noget man kan deducere sig frem til. Sidste del af bogen består af 6 øvelser, én til hver uge. Til nogle af øvelserne er der en lydfil, som man får adgang til. Efter hver øvelse skal man evaluere skriftligt. Der er især tre udsagn, man skal evaluere i forhold til igennem øvelserne: ”Min bekymring er ukontrollerbar”, ”Min bekymring skader min krop og psyke” og ”Min bekymring er nyttig og hjælper mig”. Inden man går i gang med øvelserne, skal man beslutte sig for at forpligte sig til de 6 uger, da man får at vide, at det ikke vil blive nemt, men at det er vigtigt, at man holder ud.

De første uger var øvelserne relativt nemme for mig, da jeg er vant til at observere mig selv. Jeg kunne begynde at mærke en vis effekt i forhold til mindre bekymringstanker, der dukker op hos mig mange gange i løbet af en dag. Jeg blev mere bevidst om dem og bedre til at lade mine tanker være uden at gå for meget ind i dem. Jeg kunne også sagtens flytte fokus og meditere. Men det var kun den del af mine tanker, der direkte handlede om bekymringer, og som jeg ville kunne udsætte til ‘bekymringstiden’ (man får lov til at bekymre sig 20 min. om dagen). Der var nemlig også de andre triggertanker. Det er dem, der f.eks. opstår, når jeg har det ‘for godt’ og får tanker om, at jeg skal straffe mig selv. Eller når jeg får overdrevne vredestanker, der handler om min angst for min vrede, og som opstår, når jeg føler mig grænseoverskredet og ikke får sagt fra. Det var umuligt for mig at få dem ind under kategorien grubleri. Det var simpelthen for smertefuldt og angstprovokerende, og hele min krop reagerede. Og dér stoppede øvelserne for mig. Det gav ikke mening for mig at fortsætte.

Efter at have tænkt meget over det fik jeg brug for at høre en veninde, der er terapeut, hvad hendes tanker om metoden var. Hun ved en masse om forskellige terapeutiske retninger, og hendes spontane udbrud var: ”Det er kognitiv terapi på speed, og det er retraumatiserende. Hvis der skal foregå en virkelig ændring, skal der være en følt oplevelse i en tillidsfuld situation. Du skal kunne mærke en tryghed, før du overhovedet kan ændre noget og være åben for at kunne forstå det anderledes. Du skal vide, at nogen i situationen vil dig det godt. Her får du fortalt, at du er forkert. Bekymring er et skabt mønster, og mennesker der bekymrer sig meget, har været meget alene, så derfor taler det ind i en retraumatisering. Den metakognitive metode bringer for traumatiserede mennesker en følelse af skyld og skam, fordi du bliver fortalt, at du er alene, og dermed er du igen alene i den smerte, der er årsag til, at du er bekymret.”

Det gav så meget mening for mig, både i forhold til min egen faglige viden og ikke mindst, hvordan jeg oplevede at læse bogen og udføre øvelserne. For mig føltes det, som om jeg var ladt alene tilbage med min sorg og uro og bare skulle tage mig sammen. Bogen taler ind i fornuften og logikken ved at understrege, at livet er fuldt af problemer. Man skal lære at håndtere dem uden at bekymre sig unødigt, fordi det tager energi, som man kan bruge bedre på de aktuelle problemer, og bekymringen kan give psykiske problemer. For mig var det som at få at vide: der er ingen til at lytte til dig, så det kan du lige så godt erkende og så komme videre, og dermed kommer følelsen af at være ladt alene, som bringer skyld og skam, hvis man er traumatiseret.

Jeg kan altså ikke anbefale bogen til mennesker med traumer. Hvordan den kan virke for andre, ved jeg ikke, men da jeg anmelder for Spor, må min anbefaling klart være, at man går uden om bogen.