Anmeldelse af ‘Elsk dine grænser’
Elsk dine grænser – og bliv bedre til at passe på dig selv
Forfatter: Kirsten Damgaard
Forlag: Englehaven, 2018
.
Anmeldt af Katja Marcker, Bornholms Spor
.
En socialfaglig og personligt udviklende bog der sætter spørgsmålstegn ved grænser, udfordrer disse og giver løsninger til, hvordan man undgår at overskride dem. Bogen kommer med eksempler på konkrete problemstillinger ved manglende fysiske, psykiske og sociale grænser, og foreslår konkrete redskaber der giver læseren mulighed for at lave en aftale med sig selv.
Bogen sætter fokus på hvorfor og hvordan. Er man f.eks. bange for at sige fra p.g.a. andres afvisninger eller vrede, bange for at sige fra over for andres forventninger, giver det dårlig samvittighed og er angstprovokerende? Hvad sker der, hvis ikke man siger fra og sætter grænser? Hvad sker der, når man overskrider andres grænser? Hvad er formålet med at sige fra og sætte grænser, og hvorfor er det vigtigt at sige fra og sætte grænser?
En teoretisk bog der går i dybden i forhold til at forholde sig primært til sine egne, men også andres grænser. Dertil følger ‘Den lille grænseguide’, der med små udsagn gør opmærksom på, hvad der sker, hvis ikke man sætter grænser og hvordan man får sat grænserne både i forhold til nære relationer og mindre kendte. En ’pas på dig selv’ bog.