Anmeldelse af ‘Jamen, han holdt jo så meget af dig’
Forfatter: Birgit Bang Mogensen
Forlag: Mellemgaard, 2022
.
Anmeldt af Spor-medlem – aug. 2022
”I et splitsekund, hvor jeg så forruden splintres, tænkte jeg, at jeg arbejdede for meget, og at jeg måtte få styr på mit kærlighedsliv.”
Birgit Bang Mogensens personlige beretning, ”Jamen han holdt jo så meget af dig”, tegner et portræt af en opvækst og et voksenliv med udfordringer, som mange voksne med senfølger efter seksuelle overgreb vil kunne spejle sig i. Forfatteren beskriver et liv fyldt med kreativ genialitet og ikke uden dramatiske udsving i form af de krøller, hun slår på sig selv i kampen for at overleve, for at få de andres accept og ’få lov til’ at høre til.
Bogen, der også er illustreret med billeder fra familiealbummet, giver læseren et indblik i den familiekonstellation, forfatteren voksede op i, og de energier der prægede hendes udvikling. Der var ikke plads til at være barn på barnets præmisser, have sin egen mening, ej heller udvikle sin seksualitet i eget tempo.
Der sker et stort skred i Birgits liv, da hun (meget imod sin egen selvforståelse) formår at holde fast i og følge sin egen intuitive mavefornemmelse og tager på klovneskole i USA. Som læser finder jeg det især fascinerende at få indblik i den kontrast forfatteren formår at skabe i sit liv og i sin omverden ved at dedikere sig til den kunstneriske udfoldelse af humoren i klovnens univers.
På den ene side står det dysfunktionelle miljø hun kommer ud af, hvor rammerne var manglende, kaotiske eller stivnede og mistrivslen stor. Og på den anden side forfatterens kreative udfoldelse af det levende, helende nærvær, hvor tilstedeværelse, umiddelbarhed og det hele menneske inkluderes som de mirakuløse ingredienser de er os mennesker imellem.
Forfatteren ender ikke bare med at blive Danmarks første hospitalsklovn i 2000. Hun er også med til at nedbryde normer og forståelsen af oldgamle roller for, hvad der er professionelt nærvær som ansat i sundhedssektoren. Hvad vil det sige at være nærværende tilstede – og må man overhovedet dét, når man er på arbejdet? Hvordan åbner dette nærvær og humorens lethed potentielt ind i et ellers smertefuldt sygdomsforløb? Hvilken forskel kan det gøre for et barn i kræftbehandling at blive mødt af hjælpere, der er imødekommen nærværende og tilstede på barnets præmisser? Dét ved Birgit noget særligt om. Måske netop fordi hun har erfaret kontrasten.
Langtidseffekten af de seksuelle overgreb, og herunder manglen på støtte i nærmiljøet der netop også muliggør overgrebene (selv når de finder sted lige foran næsen på resten af fællesskabet), efterlader forfatteren med en stor udviklingsopgave i voksenlivet. Hun skriver: ”… jeg stod alene efterladt med skylden og skammen og ikke mindst handlingslammelse langt op i mit voksenliv, og først da livet var ved at køre af sporet som 49-årig, vågner jeg brat op til en bunke hengemte sager.”
Birgit beskriver, hvordan hun blev syg af at gøre det, hun har lært; at holde sig til Flinkeskolens regler, også selvom det indebærer at overskride egne grænser. Her kan bogen også læses som et portræt af senfølger som et fænomen, der indskriver sig i kroppens celler, som et indblik i forbindelsen mellem psyke og krop. Nogle af de fysiske symptomer hun beskriver er søvnløshed, lydsensitivitet, laktoseallergi, hovedpine, kronisk udbrændthed og heraf tab af arbejdsevne.
Som læser fornemmer jeg Birgit som et menneske, der ikke overlader sin livsenergi til tilfældigheder, men går hånd i hånd med eget mod og egen skaberkraft igennem senfølgernes mangfoldige rige. Illustrativt fortæller hun på et tidspunkt en præst om de seksuelle overgreb, hun lever med senfølgerne af. Han lyser velsignelsen over hende og beder en bøn, der passende kan lyses ud over menneskehavet af senfølgeramte overlevere: Må du blive et helt menneske, der kan gå ud i verden med dit sår og tør gå ind i kærligheden, fri af dine overgreb. Amen.