Anmeldelse af ‘Skam i professionelle relationer‘

Forfatter: Katja Balslev Nielsen

Forlag: Samfundslitteratur, 2022

.
Anmeldt af Mette Wolfram, november 2022
.

Da jeg efter sidste kapitel lagde bogen fra mig, havde jeg en meget visuel tilskyndelse: Jeg fik simpelthen trang til at købe en hel stak, pakke dem pænt ind i julepapir (det er vel ved at være den tid). Jeg ville sætte et lille manilamærke på med teksten ”Fra mig til dig” og som en lille nisse få den sneget ind på en hel stribe af fagpersoners kontor. Fagpersoner, som jeg som senfølgeramt har mødt igennem de seneste 2 årtier. Alle mulige faggrupper, sosu-assistenten, sygeplejersken, lægen, psykiateren, gynækologen, socialrådgiveren m.fl.

Bogen henvender sig til fagpersoner i alle typer fag, men selvom jeg ikke er i den primære målgruppe, var det yderst interessant læsning. For det er også vigtigt for mig at kunne se nuanceret på problemstillinger, og der var en del øget indsigt og empati for menneskelige reaktioner undervejs i læsningen. Også for de sommetider meget udskældte fagprofessionelle.

Denne bog kan gå hen og blive vigtig. Skam, som fænomen, følelse og en fælles menneskelig tilstand, er vigtigt at italesætte. Det er nærmest den eneste kur mod skammen. Der bliver taget fat om selve ondets dybeste rod med talrige citater fra tunge aktører inden for dette felt: tidligere chefpsykolog Lars J. Sørensen, Dorte Birkmose og psykolog Arnhild Launveg, samt af ældre dato inddrages Kirkegaard samt flere af HC. Andersens eventyr som eksempler fra litteraturen. Der er litterære henvisninger til en lang række vigtige udgivelser om skam.

Katja Nielsen skriver om skammen som et almenmenneskeligt anliggende og samtidig det allersværeste at forholde sig til. Hun skriver om den usunde grundskam som et resultat at ikke at føle sig værdig og elsket som menneske. ”Det er problematisk, fordi den dybeste længsel, vi har som menneske, er at blive elsket, som den vi er. Det betyder, at vi gerne vil elskes med vores skam” (Melsted 2014).

”Men ofte vil vi som professionelle ikke tale om det skamfulde, og det kan føre til en ubevidst krænkelse, fordi den, der er blevet gjort ondt eller misbrugt, derved må bære det ubærlige alene”. Lige præcis dette med at møde tavshed, som derved gør skammen endnu dybere, har jeg personligt oplevet et utal af gange i mit møde med systemet, så det er godt at læse, at Katja citerer de vigtige inden for faget: ”… så vi må aldrig glemme at vi derved frarøver dette menneske den heling, som vi ved, der er i selve italesættelsen af krænkelsen”. Den viden og den forforståelse der kan opnås, vil kunne nedbringe antallet af yderst ubehagelige møder med fagpersoner.

”Når forforståelsen kan gøre mere skade end gavn, er det ofte, når vi mangler kvalificeret viden.” Præcist! Derfor er det så vigtigt at opprioritere uddannelse, forskning og implementering på social- og sundhedsområdet.

”Som professionelle kan vi kun skabe sammenhæng indefra, når vi ser på os selv som medskabende deltagere.” Altså sagt med andre ord: De fagprofessionelle er nødt til at tage sig selv alvorligt, men samtidig lægge ‘jeg-ved-bedst-for-jeg-er-uddannet-holdningen’ i skuffen og tilgå mødet med mennesker med en ydmyghed og nysgerrighed.

”Vi må huske på, at vi som fagprofessionelle kun ser et perspektiv af verden og ikke perspektivet, da det afhænger af øjnene der ser, og disse øjne kan være farvet af skam”. Ja, og vi, der møder systemet, kan ikke hjælpes, medmindre vi bliver set som den vigtigste videnskilde til udviklingen og helingen.

Katja giver igennem citater og eksempler rigeligt med mulighed for at se indad og få øjnene op for egen skam og professionel ondskab. Både den der opstår af uvidenhed, men også den der gennem systemiske og organisatoriske problematikker bliver til regulær forråelse, fordi vi som mennesker er mere kodet til at være sociale end moralske. Egen skam kan få én til ikke at gribe ind over for kollegers krænkelser af borgere, fordi man frygter selv at blive sat udenfor, eller at blive mødt med reaktioner som giver en skamfølelse.

Skam vokser i skyggerne, i mørket, i fortielserne. Kuren er at blive set med kærlighedens øjne. ”Skam, som deles i trygge og respektfulde relationer, vil reduceres”. Så enkelt kan det siges, og alligevel er det tydeligt umådeligt svært.

Der bliver brugt gennemgående cases for at eksemplificere de forskellige temaer i bogen. I starten fandt jeg dem en kende for karakteriserede, men da de samme casepersoner går igen, kommer der flere nuancer og aspekter ind, som gør dem levende og relaterbare.

Hvis denne bog får magt, som den har agt – nemlig at italesætte det usigelige – vil der kunne genvindes medmenneskelighed og reel heling til borgere der møder systemet. Samtidig vil der komme gladere og mere fagstolte professionelle personer ud af det.

Bogen afsluttes med en omfattende litteraturliste, så der er yderligere stof i store mængder, til de der bliver grebet af at gøre systemerne til et sted, hvor skam nedbringes og ikke opbygges.

Da jeg kun har læst refleksionsspørgsmålene og ikke har prøvet det i praksis, så jeg kunne se og høre den gode samtale, sad jeg kun tilbage med en enkelt bekymring: Hvad så bagefter? Altså når man har fået øje på problemerne i sin egen praksis, på sin egen arbejdsplads, hvordan kommer man så videre derfra? Jeg kunne godt tænke mig at læse den ligeså praksisnære opfølgning med titlen ”Empati i professionelle relationer”. Det kan jo også tænkes at dette findes i hendes bog  ”Sagsbehandleren på rette kurs’ fra 2016.

Samlet set har det været en god læsning af en praksisnær bog med masser af viden og mulighed for refleksion. Jeg følte, at der med denne bog i hånden vil kunne opstå mere ligeværd og mindre af den usunde skam i mødet med de fagprofessionelle.
.

Mette Wolfram