Anmeldelse af ‘Som du ser mig’

Anmeldelse af  Som du ser mig
Forfatter: Cora Carmack
Forlag: Lovebooks, 2016

.
Anmeldt af Anne, sept. 2021

 

Jeg kan godt lide at læse om mennesker, der kigger indad og udvikler sig, og det lød som om, at det var temaet i denne skønlitterære roman.

Derfor blev jeg noget overrasket over, at den første del af bogen stort set udelukkende var en (temmelig indgående) beskrivelse af Kelseys byture med druk, flirten og sex. Det var ærlig talt ikke det, der mindede alt for meget om min egen ungdom, jeg havde lyst til at læse om.

På et tidspunkt oplever Kelsey, at hendes drink forgiftes, og hun bliver rigtig syg. Det gør det umuligt for hende at bevare kontrollen og hendes mestringsstrategier begynder at krakelere. Beskrivelsen af de følelser, der lå bag behovet for de evige fester, druk og sex var særdeles genkendelige. Da der bliver nævnt noget, hun oplevede som 12 årig, giver det hele mening. Afhængigheden af adrenalin, alkohol og sex er jo alt sammen senfølger.

Undervejs møder hun en mand, hun føler sig stærkt tiltrukket af. Relationen til ham er anderledes end noget, hun nogensinde har oplevet før. Han SER hende og han stiller de rigtige spørgsmål, der får hende til at tænke og reflektere, og det skræmmer hende og er med til at vække hendes fortrængte sårbarhed. Også dette var meget genkendeligt – det føles utroligt farligt at blive SET, når man hele livet har prøvet at holde sig skjult (især for sig selv).

Oplevelsen med forgiftningen, og hvad deraf følger, tvinger hende til at stoppe flugten fra sig selv, og det er også virkeligt fint beskrevet, hvor forfærdeligt det føles. Da hun begynder at se sin fortid i øjnene, åbner hun sig samtidigt for en ny fremtid og for kærligheden.

Det er ikke nogen ‘dyb’ bog, men jeg synes bestemt, at den er værd at læse. Man skal dog kunne rumme beskrivelserne af seksuelle følelser og den seksuelle pirring.