Klumme feb. 2019
Af Anne Christensen
.
Jeg tror, at alle mennesker, der har været udsat for overgreb og omsorgssvigt, kender til den indre borgerkrig – kampene mod sig selv. Der er givetvis flere forskellige årsager til kampene, men uanset er resultatet, at vi slår os selv oven i hovedet med alverdens ting. Men når der er en borgerkrig, hvem er det egentligt så, der kæmper mod hvem?
Man kan anskue mennesket som krop, sind, sjæl og ånd, men der er også underbevidstheden, følelserne samt div. mestringsstrategier og forsvarsmekanismer. Alle disse forskellige ‘aktører’ opfatter livet på meget forskellige måder, de har hver deres behov, og har skabt hver deres overbevisninger ud fra egne erfaringer. De taler oven i købet forskellige sprog, og har derved ikke umiddelbart forudsætninger for at kommunikere og forstå hinanden. Når man vil noget forskelligt, og ikke bliver forstået i forsøget på at kommunikere det ud, er konflikter nærmest uundgåelige.
Et eksempel kan være noget helt simpelt som at tage til stranden om sommeren. Følelserne minder én om hvor dejlige oplevelser, man engang havde ved stranden – alle sanseindtrykkene fra duften af saltvand, solens varme, det forfriskende kolde vand. Sjælen hvisker stille, at man skal søge det, der giver glæde, men så begynder underbevidstheden at minde én om et overgreb, der skete på en strand. Det får straks forsvarsmekanismerne til at råbe op om, at der er for mange mennesker ved stranden, og de ser éns krop, og desuden er der for varmt, og vandet er for koldt. Det bevidste sind holder alligevel fast i, at det gerne vil til stranden, og prøver at gennemtrumfe beslutningen, men på vej ud ad døren fryser kroppen fast. Der bliver ingen strandtur, men i stedet en dag hjemme med selvbebrejdelser, frustration, ærgrelse og en følelse af ikke at have kontrol over sit eget liv. Det ender med, at kroppen bliver udråbt til at være fjenden, for det er jo den, der modarbejder én. Men er det nu også rigtigt?
Det er vigtigt at forstå, at ingen af siderne er ‘forkerte’, de er bare forskellige af natur og har forskellige funktioner for mennesket. Alle siderne har også deres egen forståelse af, hvordan de bedst sikrer individets overlevelse. Når man p.g.a. sine opvækstvilkår så at sige er blevet adskilt fra sig selv, så har de forskellige sider ikke nogen forståelsen af, at det er et projekt, de er nødt til at være fælles om. Så selvom de hver især har de bedste intentioner, modarbejder de både sig selv og hinanden.
For at stoppe borgerkrigen må det bevidste sind forstå, at det er en god idé at arbejde for fred, for så kan det påtage sig opgaven at være konfliktmægler, der søger at skabe dialog og forhandling. De involverede parter må først og fremmest have at vide, at alle arbejder for samme sag, så de kan begynde at samarbejde i stedet for at modarbejde hinanden. De må respektere hinanden og prøve at forstå hinanden, så de kan lave kompromisser, der får alle til at føle sig hørt, forstået og inddraget i de beslutninger, der træffes til det fælles bedste.
At transformere vrede, måske endda had, til mere kærlige følelser kræver et stort indre arbejde, og det tager naturligvis tid. Al udvikling og forandring er en proces, og den sættes ofte i gang af bevidstheden om, at man selv kan gøre noget for at forandre.
.