Differentiering er din evne til at bevare følelsen af dig selv, når du er følelsesmæssigt
og/ eller fysisk tæt på andre – specielt efterhånden som de får større og større betydning for dig.

Schnarch 2004
.

En dysfunktionel familie er pr. definition dårligt i stand til at rumme følelser – især smertefulde følelser. Et barn, der vokser op i en sådan familie, bliver ikke mødt og anerkendt i sine følelser og kommer derfor til at føle sig smerteligt ensom og forkert.

Når barnet bliver afvist, straffet eller ignoreret, vil det begynde at lave om på sig selv og om nødvendigt gå langt ud over sine egne grænser i forsøget på at opnå anerkendelse og bekræftelse. Det er en ond cirkel: Jo mere barnet bliver afvist, desto mere kontaktsøgende vil det blive; jo mere kontaktsøgende det er, desto mere vil det blive afvist.

Barnet i den dysfunktionelle familie lærer også, at det ikke må være forskelligt eller anderledes end de andre, for så er det forkert. Individualitet og selvstændighed bliver ikke påskønnet og anerkendt  men medfører tværtimod afvisning og nedgørelse. Barnet lærer at tilpasse sig og får dermed begrænset sin naturlige udvikling. På den ene side bliver barnet holdt på afstand, mens det på den anden side bliver symbiotisk bundet til familien.

Et barn der ikke er blevet mødt og har fået anerkendt sine grænser, følelser og behov, mister evnen til at mærke sig selv og får derfor ikke en integreret fornemmelse af, hvem ‘jeg’ er. I stedet bliver barnet ofte særdeles god til at føle andres grænser, følelser og behov og kan blive ekspert i at ‘læse’ andres signaler. Dette medfører, at barnet ikke længere kan mærke, hvad der er ‘dig’ og hvad der er ‘mig’. Der er kun ‘os’ og ‘vi’.

Barnet får ikke skabt en oplevelse af, at det er helt naturligt og i orden, at man er forskellige og har forskellige grænser, følelser og behov. Når barnet bliver voksent vil det ofte få relationer til andre mennesker, der heller ikke har en sund afgrænsning mellem sig selv og andre. Dermed kan de samme gamle, velkendte mønstre gentage sig.

Typisk vil den voksne finde en partner, der kan differentiere sig i samme grad. Det vil sige, at begge parters evne til at holde fast i sig selv og kunne udholde den følelsesmæssige adskillelse som forskellighed medfører, er på nogenlunde samme niveau.

Begynder den voksne at gå i terapi eller i øvrigt at arbejde med sig selv, vil det medføre, at evnen til differentiering øges. Det begynder at blive muligt at adskille sig selv fra andre på en sund måde, mærke sine egne grænser, følelser og behov i stedet for andres. Man kan begynde at finde ud af, hvem man egentligt selv er.

Det kan være en hård proces, når omgivelserne ikke gennemgår den samme udvikling, for så opdager man pludseligt, at man er forskellige og at man måske i virkeligheden slet ikke får sine behov dækket i relationen. I stedet medfører den større evne til differentiering, at man efterhånden får kontakt med andre mennesker, der igen er på éns eget niveau.
.

Den symbiotiske relation kontra den afgrænsede relation

Et eksempel på den symbiotiske relation kan være, at den ene part i forholdet har et alkoholmisbrug og den anden kompenserer ved at holde helt op med at drikke alkohol. Det giver en fornemmelse af, at der er en slags balance. Et andet eksempel kan være, at den ene part f.eks. har tilbøjelighed til vredesudbrud og den anden part prøver at kompensere ved at blive meget behersket og selvkontrollerende. Eller den ene part er meget påholdende med penge og den anden part reagerer ved at blive ødsel. 

Dette viser, at partnerne er smeltet sammen: ‘Det du gør, og det jeg gør, udligner hinanden og skaber helhed’. I virkeligheden er det umuligt, for der er reelt tale om to individuelle personer, der hver især er i stærk ubalance: Den ene part formår ikke at kontrollere og begrænse sig selv, mens den anden part er stærkt selvbegrænsende og selvkontrollerende. Modpartens reaktion kan ovenikøbet forværre ubalancen: ‘Jeg kan sagtens tillade mig at slippe kontrollen, for jeg ved jo, at du så vil øge kontrollen’. 

Dette vil ikke finde sted i en relation, hvor parterne er differentierede. De søger ikke at lave om på sig selv eller den anden for at skabe en fælles balance, men søger i stedet balancen i sig selv. De er afgrænsede i forhold til hinanden og anerkender og respekterer hinandens forskelligheder, individualitet og selvstændighed. De har hver deres virkelighed men også noget at være fælles om og det er i det fælles, der skabes nærhed og samhørighed. 
.

På en kold vinterdag trængte et pindsvineselskab sig godt tæt sammen for at beskytte hinanden mod kulden. Men snart stak de sig på hinandens pigge, og det fjernede dem lidt fra hinanden.

Når nu behovet for at varme sig igen bragte dem nærmere, gentog det andet onde sig sådan, at de blev kastet frem og tilbage mellem de to onder, indtil de havde fundet frem til den afstand, hvor de bedst kunne holde det ud.

Arthur Schopenhauer
.