Gentagelse af barndommens vanvid

En kvindes oplæg til Spors event ved Folkemødet på Bornholm i juni 2013. Her fortalte hun, hvordan kontakten til det kommunale system fik vækket alle  alle barndommens følelser til live med retraumatisering til følge.

.

Jeg blev misbrugt og forfulgt. Jeg blev gjort til et værdiløst objekt, der kun var noget værd i kraft af det, andre kunne bruge mig til. Jeg havde ikke ret til at have mine egne grænser, følelser eller behov. Jeg levede et liv, hvor overgreb var dagens orden og hvis jeg reagerede på det og ikke bare tav og tålte, fik det fatale konsekvenser. Jeg levede i angst og frygt for, hvad det næste ville blive. Hvad ville de nu finde på? Konstant på vagt og i højeste alarmberedskab. Paranoia var uundgåelig.

Jeg skulle vise, at jeg havde underkastet mig og kendte min plads. Jeg skulle signalere offer – men ikke så meget offer, så nogen fik skyldfølelse og kom til at føle sig som krænkere. Jeg skulle være glad men ikke så glad, så min glæde provokerede. Jeg skulle være taknemmelig for, at andre tog beslutninger for mig og bestemte over mig, for det var jo til mit eget bedste. Andre vidste nemlig bedre end jeg selv, hvad jeg havde brug for og hvad der var godt for mig – også uden nogensinde at spørge mig eller lytte til mig. Hvis jeg ikke forstod det, måtte jeg jo være dum. De lod mig endda selv vælge – mellem pest eller kolera. Bagefter kunne de så sige, at jeg selv havde valgt. Det var altså min egen skyld.

Det var kaos og anarki uden sikre steder. Der var ingen, der kunne eller ville hjælpe mod overmagtens overgreb, så det var min kamp alene mod hele verden. Det handlede kun om at finde måder at overleve på. Og samtidigt var det så svært at forstå, hvorfor det skulle være sådan. Hvorfor var mennesker så onde?

Samtidigt med det ydre og indre kaos, skulle jeg fungere sammen med andre mennesker i en verden, jeg ikke forstod. Jeg kæmpede for mit liv og min eksistens og imens talte folk om fuldstændigt ligegyldige ting; beskæftigede sig med ligegyldigheder. Jeg forstod det ikke. Dagligdagens trivialiteter forekom meningsløse, formålsløse, betydningsløse i forhold til min kamp for overlevelse. Selvom jeg var i panik indeni, skulle jeg være rolig udenpå. Jeg skulle samarbejde, smile, være venlig, høflig og forstående. For ellers…

Jeg var for længst bragt ud over smertegrænsen og var gået i stykker indeni. Mit nervesystem var brændt sammen, så jeg var følelsesløs. Det var også nødvendigt for at kunne spille spillet og gøre det rigtige – d.v.s. det som andre ønskede og forventede, jeg skulle gøre. Jeg døde stille indvendigt uden, at nogen opdagede det.

Af erfaring vidste jeg, at alt, hvad jeg sagde og gjorde, kunne og ville blive brugt imod mig, så jeg havde lært at holde mig selv skjult og aldrig afsløre, hvad jeg virkeligt tænkte eller følte. Det var ikke svært, for der var ikke nogen, der interesserede sig for at vide det. Jeg beskyttede mig ved at isolere mig og lukke andre mennesker ude af mit liv, så jeg kunne blive ved med at være så følelsesløs som muligt. For hvis jeg mærkede virkeligheden, mærkede hvor frygteligt det var, så ville jeg ikke kunne overleve. Når jeg var alene kunne jeg være i min egen verden. Dér var ingen krav, ingen forventninger, ingen udelukkelse, ingen forkerthed, ingen overgreb. Alene med mig selv kunne jeg bare være og finde øjeblikke med ro og fred i den smertefulde, angstfyldte ensomhed.

Men jeg fik ikke lov at være alene. Jeg skulle kp ud og være sammen med andre. Det skal man jo uanset, hvordan man har det, for det er der nogen, der har bestemt. Jeg skulle tilpasse mig og indgå i den meningsløse, ydre verden, som jeg hadede og ikke kunne holde ud at være i. Jeg klarede det ved at forsvinde – dissociere. Jeg var måske nok fysisk til stede men aldrig følelsesmæssigt og mentalt, så derfor forsvandt alt væk i et stort sort mørke. Jeg kunne ikke huske, kunne ikke mærke, kunne ikke føle, kunne knap nok tænke. For det gjorde simpelthen for ondt. Så jeg troede på det, når jeg fik at vide, at jeg bare var doven og skulle tage mig sammen. Jeg vidste godt, at jeg skulle bidrage og yde. Men jeg var bare så træt, så træt. Det krævede alle mine kræfter bare at eksistere.

Jeg var tilskuer til mit eget liv, der gled forbi mig, fordi andre havde taget magten over det. Der var kun én ting, der holdt mig i live i alle de år – det var tanken om, at en dag slipper jeg ud af Helvedet. En dag stopper vanviddet. En dag bliver jeg fri. En dag stopper slaveriet og jeg kommer jeg til at bestemme over mit eget liv. Mit motto var: ‘Det kan, skal og vil blive bedre, for sådan her kan jeg ikke leve’.

********

Dette var en  slags parallel beskrivelse, for det dækker både min barndom og de 5 år, jeg var inde i sagsforløb med kommunen. Der var omkring 40-50 år imellem, men det var præcist de samme mønstre og mekanismer, der var i spil og derfor var det også de samme, gamle følelser der blev vakt til live igen i nutiden.

Både i min barndom og i sagsforløbet med kommunen var det de mennesker, der skulle tage vare på mig, der udsatte mig for omsorgssvigt og overgreb. De så mig ikke som en selvstændig person med mine egne følelser og behov, mine egne interesser og evner, mine egne potentialer, ressourcer og begrænsninger. Jeg var udelukkende sat i verden for at tilfredsstille deres behov og indordne mig under de (alt for store) forpligtelser, der blev pålagt mig.

Da jeg kom i kontakt med kommunen var jeg i dyb krise og havde tillid til, at jeg ville få den hjælp, jeg havde brug for. Jeg antog, at vi sammen måtte finde en løsning, der både dækkede mit behov for tid og ro til at heles og samfundets krav om, at jeg skulle arbejde. Men jeg blev frygteligt desillusioneret. Kommunen – sagsbehandlerne – gjorde præcist som mine forældre: De udsatte mig for omsorgssvigt og overgreb i stedet for at give mig hjælp. De var ligeglade med mine behov. Der var ingen omsorg, ingen forståelse, ingen medfølelse, ingen hjælp. Jeg skulle bare være funktionsdygtig, så jeg kunne klare mig selv og ikke belaste dem. Det var præcist den samme objektgørelse som i min barndom.

Den rest af arbejdsevne jeg havde, som kunne have været udviklet, hvis jeg var blevet mødt med respekt, omsorg og forståelse, blev i stedet ødelagt. Jeg var igen i en relation, hvor andre tog magten over mig og mit liv. Jeg blev hyperallergisk overfor alt, hvad der lignede manipulation, pres, kontrol, tvang og overgreb. Jeg tålte ikke igen at blive gjort til et objekt – et ikke-menneske. Jeg blev ikke bygget op men brudt ned, så der til sidst ikke var nogen arbejdsevne tilbage overhovedet.

Det var i den grad retraumatiserende, at jeg skulle tvinges til at indgå i et samfund og en verden, jeg ikke kunne holde ud at indgå i og blive en del af. Da jeg var barn, var jeg nødt til at være en del af min familie, hvad enten jeg ville eller ej. Jeg var også nødt til at gå i skole, selvom jeg ikke kunne holde til det. Senere blev jeg nødt til at arbejde, selvom det forværrede min helbredstilstand væsentligt. Jeg blev både psykisk og fysisk syg af at indgå i sammenhænge, jeg ikke kunne holde ud at være i, men jeg havde ikke mulighed for at slippe væk. Jeg var tvunget, fanget.

Det var præcist de samme følelser, der blev aktiveret ved tanken om at skulle være på en arbejdsplads igen. Det var et miljø og en kultur, jeg ikke kunne udholde og som jeg blev syg af at være en del af. At sende mig ud på en arbejdsplads, svarede følelsesmæssigt til at sende mig hjem til familiens overgreb igen.

Der blev krævet det umulige af mig. Jeg skulle sælge mig selv. Uanset hvor forfærdeligt jeg havde det indeni og hvor meningsløst, det hele føltes, så skulle jeg levere nogle ydelser, som andre krævede og jeg skulle ovenikøbet se ud som om, at jeg gerne selv ville. Jeg skulle stille min krop til rådighed for at gøre andre tilfredse – og så ville jeg få penge for det. Det gav en gammel velkendt følelse af, at jeg prostituerede mig. Som barn var det uundgåeligt – som voksen kunne jeg ikke længere gøre det uanset, hvilke konsekvenser det havde at sige det forbudte ord ‘nej’.

I min barndom var ‘nej’ et livsfarligt ord. Jeg var i den grad rædselsslagen for at sige nej og derved vise mangel på samarbejdsvilje og fleksibilitet, for jeg vidste, at det ville hævne sig. Overmagten accepterer ikke et nej. Det var præcist det samme i forhold til kommunen. Selvom mine grænser blev voldsomt overskredet, var ‘nej’ også her et forbudt og meget farligt ord. For hvis jeg ikke samarbejdede, d.v.s. underkastede mig, så havde de magten til at tvinge mig. Ganske vist ikke med fysiske overgreb som mine forældre gjorde men med den evige trussel om at ødelægge mit spinkle økonomiske eksistensgrundlag eller fylde mig med medicin, så jeg igen blev en zombie, der var ude af stand til at mærke mig selv. De kunne ødelægge mig med loven i hånden.

********

I de 5 år jeg var underlagt kommunens og sagsbehandlernes magt, var det den samme overlevelseskamp, som jeg kæmpede i min barndom. Ganske som dengang var der kun én ting, der holdt mig i live og det var tanken om, at en dag slipper jeg ud af vanviddet og bliver fri til at leve mit eget liv – uden overgreb.

Det var fortidens kamp, der gentog sig i nutiden pr. stedfortræder. At tabe kampen til kommunen ville betyde, at jeg med tilbagevirkende kraft tabte kampen mod mine forældre. Det ville betyde, at kommunen færdiggjorde den nedbrydning af mig, som mine forældre ikke fik fuldført.  At tabe den kamp ville være totalt tab af eksistensberettigelse og retten til mit eget liv, retten til at være mig – og dermed døden. Jeg følte afgjort, at det ville være mere barmhjertigt, hvis de dog så ville slå mig ihjel. Ganske som mine forældres største forbrydelse måske var, at de ikke lod mig dø, når de ikke kunne unde mig livet.

Jeg kæmpede for mit liv på alle planer: Fysisk, psykisk og mentalt i fortid, nutid og fremtid. Jeg vandt kampen, da jeg i august 2010 fik tilkendt førtidspension. Ikke p.g.a. senfølger eller post-traumatisk-stress men p.g.a. manglende sociale kompetencer!

Pensionen har reddet mit liv. Jeg er absolut ikke parkeret men jeg oplever for første gang at kunne vågne uden angst, fordi jeg har fået den basale ro og tryghed i mit liv. Derimod var jeg i høj grad parkeret i de 5 år, jeg var inde i sagsforløbet. Jeg blev sygeliggjort, selvom jeg ikke var syg men traumatiseret. Jeg blev tvunget ind i en ydmygende offerrolle, som hindrede mig i at få fodfæste og bevæge mig videre i mit liv. Jeg blev fastholdt i afmagt, uvished og angst.

Jeg går stadigt i terapi grundet senfølger af barndommens overgreb. Det etablerede system har imidlertid ikke nogle tilbud til mig, så det er kun grundet pensionen, at jeg overhovedet har økonomisk mulighed for at få behandling. Fortiden har sat sine dybe spor men nu kan jeg leve på mine egne betingelser og i mit eget tempo med de begrænsninger og ressourcer, som jeg nu engang har. Jeg kom ud af mareridtet i live og med forstanden i behold. Det er langt fra alle, der gør det.