Klumme dec. 2018
Af Anne Christensen
.
Som senfølgeramte er vi naturligvis lige så forskellige som alle andre mennesker – også i vores forhold til julen. Nogle elsker den, andre hader den, og derimellem er der alle mulige forskellige oplevelser. Uanset hvordan vi har det med julen, er der stor sandsynlighed for, at de senfølger, vi hver især lever med, bliver ekstra mærkbare i denne tid.
Det kan være, man mangler familie at holde jul med, så man sidder alene uden at ønske det. Omvendt kan det være, man holder jul med en familie, man får det dårligt af at være sammen med. I begge tilfælde kan det virkeligt trigge følelsen af ensomhed. Det kan være, man er uarbejdsdygtig p.g.a. senfølger og ikke har råd til at holde jul – med al den afmagt og frustration, det kan medføre. Måske hygger man sig faktisk med julen men oplever et øget stressniveau, der harmonerer dårligt med intolerance overfor stress. Måske er det hele ét stort følelsesmæssigt flashback. Der er med andre ord mange individuelle faktorer og mulige triggere.
Traditioner kan være trygge, hyggelige og give ro, men de kan også være alt det modsatte. Derfor er det aldrig nogen skade til at tage sine egne traditioner op til revision: Holder jeg jul på en måde, der er god for mig? Hvilke traditioner har jeg det godt med, og hvilke vil jeg gerne undvære? Er der nye traditioner, jeg gerne vil indføre? Alt sammen med det formål at undgå unødvendig belastning og få så god en december som muligt.
Mange ting forandres i disse år, og det gælder også julen. Flere og flere finder måder at holde jul på, som passer bedre til deres egen situation. Vi skal ikke så mange år tilbage, før det var nærmest skamfuldt, hvis man ikke havde en familie at holde jul sammen med og endnu værre, hvis man sad alene. I dag er der mange arrangementer for ‘familieløse’, nogle vælger at holde sammenskudsjul med venner eller endda med fremmede, og det er ikke længere ualmindeligt at holde jul alene eller slet ikke holde jul.
Én ting er overvejelser og tanker om forandring, men det kan være noget helt andet at føre forandringerne ud i livet – og især når det drejer sig om noget, der for de fleste er så følelsesladet som den traditionelle jul. Det kan være svært og så er det måske godt at vide, at der er andre, der slås med nogle af de samme ting. Ved at dele vores erfaringer, spørge ind til hinanden og tale om, hvordan vi hver især har det med julen, kan vi være med til at skabe forandring, hvor der måtte være brug for det.
Med ønsket om den bedst mulige december til alle Spors medlemmer.
.