Originalindlæg: What It’s Like to Feel an ‘Emotional Flashback’

Af L.C. på The Mighty

.
Frit oversat af Pia Hoffmann

.

Jeg vågner med en masse angst. Det tager mig flere timer at forstå, at jeg måske har haft endnu et mareridt – men denne gang, på trods af at være blevet trigget, husker jeg ikke detaljerne.

Jeg kan ikke ryste angsten af mig; der vil ske noget forfærdeligt. Men der sker ikke noget. Jeg kan mærke det i hver en millimeter af min krop, det vender sig i min mave, strammer over brystet, min vejrtrækning er overfladisk. Jeg bliver frustreret; jeg vil bare have, det holder op. Jeg prøver at falde i søvn igen, at lukke af for den overvældende forudanelse. Men jeg kan ikke sove, min krop er i kamp eller flugt tilstand – som om jeg havde drukket 3 liter energidrik – så jeg ligger bare og vender og drejer mig.

Til sidst accepterer jeg, at søvnen ikke vil indfinde sig, så jeg tager et lækkert duftende skumbad. Dufte er især noget, der hjælper med at grounde mig. Jeg tilbringer så meget af mit liv i en overvagtsom tilstand, så min hørelse og lugtesans er meget sensitive.

Denne gang hjalp badet ikke. Jeg oplever ikke noget visuelt i forbindelse med dette flashback, men følelserne er ekstreme. Panik, angst, ensomhed, forladthed, mangel på kontrol, en følelse af at det aldrig stopper, og en masse emotionel smerte prøver at trænge igennem. Jeg indser, at jeg holder denne emotionelle smerte inde. Jeg vil ikke mærke den. Det gør så ondt, at det føles, som om det kunne slå mig ihjel.

Men… jeg sidder fast.

Jeg sidder fast et sted i min heling, hvor jeg ikke længere kan skubbe, selvskade eller spise smerten væk. Men jeg ved hverken, hvordan jeg skal forløse den eller acceptere traumet.

Jeg er voksen nu; jeg er i kontrol, selv om det ikke føles sådan. Jeg prøver at nærme mig, hvad jeg føler, frygten, velvidende at det, selv for mig som voksen, er for meget at bære. Og jeg undrer mig: Hvordan kunne mit lille-selv udholde så meget? Hvordan overlevede jeg? Følelserne begynder at åbne sig. Bittersøde tårer begynder at dryppe.

Jeg forsøger at fortælle mit lille-selv, at vi er i sikkerhed nu, men jeg kan ikke nå hende. Jeg kan se hende, jeg rækker ud, men en kraft holder mig tilbage. En kraft som ikke vil lade mig komme til hende.

Jeg undrer mig over, hvad denne kraft er: Er det mig? Er det min giftige indre kritiker? Og mens jeg spekulerer over det, får jeg et visuelt flashback – et flashback af mit lille-selv, der græder så meget, at ‘hun’ næsten er syg, og trøst der med vilje nægtes ‘hende’.

Var det dette, mit lille-selv prøvede at gøre mig bevidst om? Måske får jeg det aldrig at vide. Men da jeg sad på en cafe og prøvede at få min krop i ro, følte jeg tvunget til at skrive for at prøve at komme til kernen i dette flashback, og det er, hvad jeg nåede frem til.

Dette er bare et mikroskopisk syn på, hvordan et flashback kan føles. Det vil ikke blive det sidste, og det har heller ikke været det værste. De vil altid komme, især når jeg ikke kan gætte eller finde ud af triggerne i øjeblikket. Som du kan se, får jeg ikke engang en pause, mens jeg sover. Triggere kommer, og processen foregår gennem livagtige og ofte rædselsvækkende drømme. Sommetider er det visuelt, sommetider emotionelt og sommetider begge dele.

Det slår mig, at måske er kernen i det, at jeg stadig ikke føler mig i sikkerhed. Sorgen rammer mig endnu engang ved tanken om, at ethvert menneske på denne jord fortjener at føle sig tryg, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg har haft en eneste dag i mit liv, hvor jeg har følt mig tryg.

Nej, jeg har hverken været i kamp eller i en krigszone, men det behøver man heller ikke at have været for at leve med følgerne af trauma. Og uheldigvis, når der er utallige traumer (eller komplekse traumer), som din hjerne skal udrede, handler det ikke bare om at skrælle løget. For når du kommer et par lag ind, opdager du, at det er en slags spiralformet matrix. Intet under at rejsen er så hård. Et skridt frem, ti tilbage, fem frem. Det er lidt som et spil ‘Slange og stige’.

Eftervirkninger? Udmattelse. Fysisk, emotionelt. Det, der især slår mig i det øjeblik, er, at jeg er ked af det. Jeg er ked af, at jeg er så hård ved både mig selv og mit lille-selv. Jeg forstår din smerte. Jeg forstår, hvor overvældende det var og er. Jeg forstår, hvorfor du gemmer det væk. Jeg forstår, hvorfor du har bygget så mange mure. Men vi har tid. Tag bare al den tid, du behøver. Jeg skal nok være her. Jeg kan ikke love, at jeg ikke vil begå fejl, men jeg vil være her.