Af Anonym kvinde
.
Jeg lever med senfølger (kompleks PTSD).
Det indebærer at jeg:
– altid har brugt mig selv for meget fysisk og psykisk både i arbejdssammenhænge, venskaber, forhold, studier etc.
– drager alt for stor omsorg for andre og giver andre den opmærksomhed, opofrelse og kærlighed, jeg selv skulle have haft.
– at jeg ikke kan sige nej selvom alt i mig stritter imod, og situationen og personen slet ikke bør have lov at bruge min energi.
– kan mærke stemningen i ethvert rum jeg går ind i og følge med i alle samtaler.
– kan mærke hvordan andre mennesker har det blot ved et blik og en kort kontakt.
– føler det med det samme, hvis noget ikke er ok. Ser lige igennem.
Et liv med vold, psykiske og fysiske overgreb og social kontrol. En stor cocktail, som jeg har lagt låg på og ‘arbejdet mig ud af’ (skjult) ved altid at smile og rette ryggen. Lige indtil kroppen og sindet endelig sagde stop.
Jeg har altid været den, der har sat mig selv til side og draget stor omsorg for alle andre. På arbejdet var jeg altid den, der tog de ekstra timer og havde flere store ansvarsområder.
Jeg har givet ud af mig selv som et tag selv bord. Som en buffet af ‘psykologtimer’, seksuelle ydelser, forståelse, overarbejde i alt for store mængder og med alt for meget ansvar.
Jeg har ladet mig udnytte og styre. Jeg har ladet kærester, mine forældre og tilfældige mennesker tage mig for givet. Ladet dem trampe på mig og give mig skam over at være mig.
Kroppen og sindet sagde fra, længe før jeg selv var klar over, hvor slemt det stod til. Først nu som 50årig har jeg indset, at det ikke er min skyld, at jeg er endt med senfølger i form af agorafobi, generaliseret angst og PTSD. Efter 13 år på medicin og tre lange indlæggelser med 38 ECT behandlinger (elektrochok, red.), medicinsk psykose, selvmordsforsøg, tvangsfixering etc. kan jeg komme i gang med at hele og ændre de tillærte adfærdsmønstre.
Jeg har god hjælp i min mentor og min mindfulness gruppe, som har været en fast del af mit liv de sidste 6 år.
Faktum er at jeg kan og vil lære at leve med mine senfølger fra: Dødsfald, voldtægt, vold, psykiske overgreb m.v.
Indsatsen er: Skemaer/struktur, eksponering, hvile, mindfulness i naturen, bevidst ændring af negative tankemønstre.
Jeg tager næsten ingen medicin mere og kan begynde at mærke mig selv og min krop for første gang. Det er skræmmende ad H til men også rigtig givende, for nu har jeg nogle, jeg kan dele det hele med. Jeg går ikke længere bare i en boble, hvor uvirkelighedsfølelsen konstant tager over.