Klumme aug. 2018

Af Kristinna Johansson

.

Nye spor i hjernen

Begrebet overskrivning bruger jeg som udtryk for, at positive oplevelser kan overskrive negative – som man engang på kasettebånd overspillede musik med noget andet, man hellere ville have. Jeg ser det sådan, at hvis vi i gennem vores opvækst blev ignoreret, overgrebet, ikke troet, udsat for pinsler og virkelighedsforvrængning, truet, ikke hjulpet eller beskyttet, så blev vores følelses- og nervesystem dannet efter det, og der blev måske direkte skabt spor i vores fysiske hjerner.

Når vi nu som voksne bliver udsat for de samme ting (f. eks. i mødet med sundheds- og socialvæsenet), slides sporene dybere og dybere. Der foregår sommetider direkte retraumatisering.

Begyndende overskrivning kan være, at en sagsbehandler faktisk lytter, tager det vi siger for pålydende, forklarer sig entydigt og gennemskueligt, møder os med empati og et reelt ønske om at hjælpe. Mødes vi på denne måde konsekvent og tilstrækkelig mange gange, vil det dæmpe kroppens alarmberedskab og åbne for registrering af, at der faktisk foregår noget andet nu – der påbegyndes muligvis en dannelse af nye spor i hjernen.

Jo dybere de gamle spor er, des flere og tydeligere anderledes erfaringer skal der sikkert til for at ændre dem. Ligesom når man i stedet for at følge de brede spor efter såmaskinen i en kornmark går ind i havet af korn. I begyndelsen rejser stråene sig igen bag en, men går man den nye rute ofte nok dannes en ny sti, som bliver lettere og lettere at følge. Selvom såmaskinens spor måske aldrig gror helt til.
.

.
Jeg tænker, det er vigtigt at have bevidsthed om, hvad der foregår, både når gamle spor slides dybere, og når nye og bedre oplevelser giver mulighed for dannelse af nye stier. Jeg tænker også, vi kan forsøge at skabe betingelser for overskrivning f. eks. ved at forklare omgivelserne forskellen på den skadelige og den helende tilgang.

Det gjorde jeg med stort held overfor min tandlæge: jeg forklarede hende at ‘en succesoplevelse ved at stå det igennem, klare det, holde det ud’ graver de gamle stier dybere, mens gentagne oplevelser af “du er beskyttet mod alt ondt, sekretæren booker af sig selv rummet med udsugning, lattergassen starter, når du sætter dig i stolen. Hver gang. Du skal ikke forklare, argumentere, kæmpe” virker helende på mit nervesystem, fordi det langsomt lærer at stole på, at jeg nu er voksen og kan beskytte det. Min tandlæge har fortalt, at klinikken (som ligger i Viborg) siden har haft stor tilgang af traumatiserede klienter.

Lige for en sikkerheds skyld: Jeg er ikke i nærheden af at sige, at man bare kan skaffe sig nye og bedre oplevelser. Min erfaring er, at der oftest er brug for massiv hjælp udefra.
.

Spor

Jeg synes, forsøg på overskrivning er og bør være centralt i Spor. På landsmødet i Aarhus i juni 2018 indledte vi med gruppearbejde omkring nogle billedkort med forskellige motiver. Et motiv, som tiltrak sig opmærksomhed, var dette af en hund, der spiser kirsebær. Som en deltager sagde: “Jeg troede ikke, at hunde spiser kirsebær”.
.

.

Mange af os i Spor lærte tidligt, at kirsebær ikke var for os, vores liv handlede om at overleve, klare sig – vi kom aldrig i gang med at forvente luksus og det nemme liv, hvor kirsebærrene hænger lavt. Vi lærte at kæmpe og at nøjes. Landsmødet blev holdt på et firestjernet hotel, hvilket jeg ser som et element i overskrivningen af denne læring. Fire stjerner og kirsebær er også for os, og vi skal tage for os, når lejlighed byder sig.

Jeg tænker, at Spor kan være et sted, hvor vi bedst muligt overskriver vores begrænsende og smertefulde erfaringer. Der er så meget, der trænger til overskrivning: ensomheden, skammen, blokeringen for at tale, mistroen, ugyldiggørelsen, afvisningerne. Følelsen af at være udenfor og ikke betyde noget, blive ignoreret, være uønsket og forkert.

Vi bidrager til overskrivning ved at se hinanden, lytte til hinanden med nærvær og åbenhed og bestræbe os på at forstå. Pointere, at vi tager det sagte for pålydende, og at det er velkomment.

Der skal mange erfaringer med: “Det er godt, du fortæller det, jeg tror dig” til, før alle oplevelserne af at blive afvist, gjort forkert, mistroet og straffet blegner bag de nye erfaringer.

Vi bidrager også til overskrivning ved at være rundhåndede med anerkendelse, ros og opmærksomhed til alle, som har ydet en indsats eller forsøgt på det.  Alene det at være medlem af Spor fortjener anerkendelse, for det bidrag det er til de fælles sejre. Og når ‘aktive medlemmer’ med mellemrum tager en akut time out, er der måske allermest brug for bekræftelse og udtryk for værdsættelse. Jeg elsker, når Bolette rejser sig og siger: “Er det så ikke nu, vi skal klappe af os selv?” Jo, det er altid nu, vi skal klappe af os selv og hinanden. Det kan ikke overdrives, det skal overskrive alle de gange, vi blev overset, ignoreret, misforstået, tillagt motiver, vi ikke havde, bebrejdet, gjort ugyldige og værdiløse. Alle de erfaringer fra vores dysfunktionelle opvækst, vi hver især har med os, kan vi forsøge at være opmærksomme på at hjælpe hinanden med at overskrive. Jeg tror på, det hjælper.

Thomas sagde på landsmødet: ”Det er som om, Spor har fået mere selvtillid”. Vores selvtillid som forening vokser, og Spor bidrager forhåbentlig til, at også hvert enkelt medlems selvværd og selvtillid kan vokse.
.