Elene Nielsen, som har Facebook-bloggen Engang hed jeg Mette, giver her et indblik i sine erfaringer med den nyere behandlingsmetode TRE (Trauma Releasing Exercises).

.
Min krop skælver. Jeg ligger på stuegulvet herhjemme og mærker, hvordan musklerne sitrer. Det er lidt svært, for på den ene side føles det som om, at jeg har mistet kontrollen over min krop, men på den anden side ved jeg, at jeg ved hjælp af disse simple øvelser har sat en reaktion i gang i min krop, så jeg kan få det bedre.

Jeg bestemmer ikke selv, hvilke muskler der reagerer; det styrer min krop. Selvom øvelserne primært aktiverer benene, forplanter rystelserne sig alligevel op igennem ryggen og i mine hænder. Steder, som jeg mange gange har erfaret, spjætter.
Der indfinder sig en underlig ro i mit indre, og med den finder tårerne frem. At græde, oplever jeg, er et forsøg fra mit nervesystem på at rense ud. Tårerne triller ned af kinderne og næsen fyldes med snot.
Efter noget tid bliver jeg træt i min krop og i mit sind. Jeg lægger mig om på siden i fosterstilling, pakker dynen om mig og lader spjættene aftage i deres helt eget tempo. Det var min femte gang på rejse ind i rystelsernes univers.

Teknikken kaldes TRE og står for: Tension and Trauma Releasing Exercises (spændings- og traumeforløsende øvelser). Metoden er udviklet af David Berceli med det formål at forløse kroniske spændinger, stress og traumer.

Jeg har kendskab til denne teknik igennem min smertelæge, som jeg er blevet henvist til på grund af min fibromyalgi. Ved første konsultation fortalte jeg lægen, at jeg lever med svære senfølger efter en barndom med fysiske, psykiske og seksuelle krænkelser. Ud af det blå stak lægen mig et stykke papir med information om TRE.  “Her. Måske det er noget for dig?”, sagde hun uden at tøve.

Der er sikkert mange, der kan forestille sig, hvordan jeg så ud i ansigtet. I alt for mange år har jeg oplevet den ene fagperson efter den anden, som ikke vidste, hvordan de skulle reagere, når jeg fortalte dem om konsekvenserne af min barndom. Mindst ligeså mange gange har jeg mødt magtesløsheden. For hvad stiller man op med “sådan en som mig”?

Det er FØRSTE gang i mine 21 år som patient i både somatikken og psykiatrien, at jeg oplever en læge, som ikke fornægter realiteterne og lader berøringsangsten gøre sit indtog, men i stedet har et tilbud. Her troede jeg, at jeg endnu engang var startet et behandlingsforløb, hvor der kun var fokus på den medicinske behandling. Til min glædelige overraskelse tog jeg fejl.

TRE forløbet strækker sig over 3 undervisningsgange, hvor vi selv mellem hver gang skal gøre det derhjemme. Lægen har anbefalet os at gøre det dagligt, men jeg kan mærke, at det ikke er det rigtige for mig. Derfor er det også kun femte gang, jeg ryster. Første gang var ved første undervisning og så har jeg gjort det 4 gange selv på de 14. dage, som nu er gået. Det trætter min krop og udmatter mit sind, og hvis jeg skal have hverdagen til at fungere bare lidt, så skal jeg ikke ryste dagligt. Jeg håber, at lægen synes dette er okay, og at jeg ikke forringer udbyttet. Det må jeg spørge hende om næste gang.

Den første undervisningsgang var en speciel oplevelse for mig. Jeg havde helt glemt, hvor svært jeg har ved at være fysisk aktiv foran andre. Dette til trods for, at jeg har en yogauddannelse bag mig. Jeg mødte op i en stor langærmet trøje og tykke uldsokker. Dette er en måde at beskytte mig selv på, for det øger min tryghedsfølelse.

Vi var ca. 10 fremmødte. Undervisningen foregik på en træningsmåtte til beroligende musik. Vi lavede i fællesskab de 7 øvelser, og så lagde vi os tilrette på hver vores måtte. Jeg begyndte til min store overraskelse hurtigt at ryste, og jeg begyndte også hurtigt at græde. Skammen ramte mig: “F*ck, nu er jeg opmærksomhedskrævende igen. ALLE kan høre, at jeg græder. Hvad mon de tænker om mig?! Åh, jeg er så dum!”, tænkte jeg i mit indre. Alligevel kunne jeg ikke stoppe tårerne.
Det var nu tid til at stoppe rystelserne og lægge os om på siden.

Efter undervisningen var der en kort opsamling. Jeg var på dette tidspunkt stoppet med at græde. Selvom jeg var fuldstændig udmattet, formåede jeg som altid at smile og grine, når jeg har grædt, og denne dag var ingen undtagelse. Det var ikke alle, som kunne ryste, hvilket er helt normalt. Nogle skal genlære kroppen denne naturlige funktion.

Da vi forlod lokalet, var der en anden deltager, som kom hen og sagde til mig: “Jeg beundrer virkelig din stille måde at være med din sorg på. Tak fordi du er så modig at turde vise det!” I det øjeblik blev min skam meget mindre. Måske jeg slet ikke havde fyldt for meget? “Stille måde… hmm”, tænke jeg.

Det er endnu for tidligt for mig at sige, om det vil have en effekt på mine smerter og mine traumer.

.
Efterfølgende

“Jeg har mange flere smerter”
“Jeg kan ikke sove”
“Jeg kan ikke ryste”
“Jeg har været så ked af det”

Det var nogle af de mange tilbagemeldinger som kom, da lægen spurgte, hvordan vi havde haft det siden sidst. Der var en smule fortvivlelse og opgivenhed at mærke i lokalet. De fleste havde oplevet en forværring i deres forskellige symptomer. De fleste havde rystet dagligt, som lægen havde anbefalet.

Selv havde jeg gjort det ca. hver 3. dag, og jeg oplevede ikke en forværring i mine fysiske smerter, men derimod flere mareridt, flashbacks og en øget madlede. Men med min viden om nervesystemet og traumerne bag kroppens smerter havde jeg været i stand til at berolige mig selv derhjemme. Jeg vidste godt, at det nødvendigvis ikke var noget ‘farligt’ og jeg vidste også, at jeg altid kunne kontakte lægen.

Lægen var lynhurtig til at opfange stemningen, og vi begyndte derfor 2. undervisningsgang med en længere snak. Lægen forklarede på fineste vis meget af det, som jeg personligt allerede vidste, men det var med til at berolige de andre på holdet. Lægen opfangede også hurtigt, at det måske var for meget for de fleste at ryste dagligt, så hun anbefalede os derfor at gøre det et par gange om ugen. Med opfordringen om, at vi skulle forsøge at mærke efter.
Det gør mig meget tryg, når en lægefaglig person tør lytte til sine patienter og tør tilpasse tilbuddene ud fra patientens oplevelser. Vi er alle forskellige med hver vores individuelle behov og begrænsninger, derfor mener jeg ikke, at en standardløsning kan passe alle.

Efter snakken begyndte vi i fællesskab at lave de 7 øvelser, som er indledningen til rystelserne. Denne gang gik vi lidt grundigere ind i øvelserne og arbejdede med variationer tilpasset den enkelte. Efter øvelserne lagde vi os på vores måtter på gulvet og lod rystelserne gøre deres indtog. Igen var det ikke alle, som kunne ryste, hvilket er helt normalt. Det er en proces, som tager tid.

Igen begyndte jeg at græde, men ikke ligeså meget som ved første undervisning. Denne dag skulle jeg nemlig til min fasters fødselsdag, så mit sind tillod ikke, at jeg gav helt slip. Det er rart at vide, at min krop og sinds reaktioner for det meste tilpasser sig mit dagsprogram. Det har været en lang proces at nå dertil.

Engang havde jeg ingen kontrol og blev så voldsomt overvældet af følelserne, at jeg ofte måtte indlægges. Det var bare en nødvendighed for mig at give helt slip og overgive mig til det vanvid, som var inde i mig. Kun i sikre rammer på en psykiatrisk afdeling følte jeg, at der var plads til mine barndomserindringer og mine reaktioner derpå. Det vanvid som andre i min barndom havde plantet i mig.
I dag erfarer jeg, at der er plads til mine traumer og mit vanvid andre steder – som eksempelvis på gulvet hos min smertelæge til TRE-undervisning.

Jeg var desværre nødt til at melde afbud til 3. undervisning p.g.a. sygdom. Det var så ærgerligt, at jeg ikke kunne få sidste gang med.

Da jeg efter nogle dage var blevet rask, var det tid til at begynde at ryste igen. Det var bare som om, at jeg ikke kunne komme i gang. Jeg oplevede en indre modstand. Jeg fandt da også på en masse undskyldninger for, hvorfor jeg ikke skulle ryste, og jeg begyndte på en del overspringshandlinger. Jeg brugte nogle dage på at summe over denne modstand. Havde jeg mon presset mig selv for hårdt? Var det retraumatiserende for mig, for jeg kom jo i kontakt med en masse gamle følelser og også små flashbacks? Eller var jeg nået dertil i min proces, at min krop rent faktisk fandt det traumeforløsende at ryste? Flygtede jeg af frygt for, hvad jeg skulle udfylde tomrummet med, hvis jeg ikke længere skulle bære på de traumer, som jeg fik forløst?
Jeg hankede op i mig selv, og jeg satte mig for, at jeg skulle ryste. Jeg måtte gå på opdagelse i, hvad det var som blokerede.

Hjemme på mit stuegulv på min dyne lå jeg og rystede, alt imens jeg blev oversvømmet af ubehagelige kropslige fornemmelser fra overgreb, som fandt sted i min barndom. Jeg måtte stoppe. Jeg lagde mig om på siden og trak dynen om mig. Jeg var i en underlig limbo. Jeg følte mig uforløst, for jeg kunne mærke, at mine muskler stadig havde masser af energi til at ryste, men mit sind var på ingen måde klar til at indse, hvad det var, som jeg havde fortrængt fra min barndom. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg i mit indre var nået frem til en dør, og at der bag den dør gemte sig fortrængte erindringer. Jeg måtte erkende, at jeg ikke var klar til at åbne døren alene.

Førhen ville jeg med stor sandsynlighed have givet op på det hele. Stoppe med at ryste ligeså snart jeg mødte en forhindring eller en dør, som jeg ikke var klar til at åbne. I dag bruger jeg det som en pejling. Jeg bruger det til at navigere i, hvad jeg kan selv, og hvad jeg har brug for hjælp til. Jeg får jo noget ud af TRE, hvad det er, kan jeg ikke helt sætte ord på. Men jeg begynder at kunne mærke på min krop, når den har brug for at forløse spændinger. Jeg får en underlig spændthed i mine muskler, en sitren. Som bonus er min spændingshovedpine også blevet mindre.

Jeg har ikke haft mareridt siden 2. undervisning,

Denne danske video på Youtube viser ganske fint, hvordan en trænings session foregår. Klik her for at se videoen.
.

Konklusion

Da jeg begyndte på denne rejse, havde jeg en forestilling om, at jeg her 3 måneder efter opstart kunne komme med én eller anden konklusion. At jeg på én eller anden måde kunne komme med en helt klar udmelding om, hvorvidt jeg kan mærke en klar forbedring på mine smerter eller andre senfølger, eller måske slet ingenting. Men ærligt, så kan jeg ikke komme med nogen konklusion.

Jeg bliver altid meget forundret over, hvor komplekst traumearbejde kan være. Hvordan noget, der opleves som store tiltag, kan starte en subtil proces eller skabe lydløse mikroskopiske forandringer. Dette på trods af, at jeg har arbejdet med mine traumer i snart 17 år.

Hvad har jeg så fået ud af TRE-rysteterapi?
Jeg kan mærke, at teknikken har været med til at genskabe fundamentet for en bedre kommunikation mellem min krop, følelser og tanker.

Grundet de overgreb, som fandt sted i min barndom, dissocierer jeg stadig meget den dag idag. Jeg går rundt i verden med oplevelsen af at være fjern fra min krop og også fjern fra verden. Det har med årerne gjort det svært for min krop at lytte til mine følelser og tanker – og den anden vej rundt.
Når kroppen eksempelvis er sulten, men følelserne ikke kan magte, det som sker, når maden bliver bearbejdet i kroppen, og derved skaber en kontakt mellem krop og følelser. Så er det nemmere bare at lade være med at spise.
Eller når følelserne er så store og mangler et rum at støtte sig op af – en følelse af at være forbundet til noget som afgrænser dem, noget som forhindre dem i at opsluge alt omkring mig. Det er dér, jeg ofte overspiser, for så tvinger jeg mig selv til at mærke min krop, og det rum som mine følelser savner.

Jeg har igennem rystelserne bemærket, at min bevidsthed om kommunikationen mellem krop, følelser og tanker er blevet øget.
Det giver selvfølgelig en masse mere at tænke på og reflektere over, men det vil på sigt give nye muligheder for at komme tættere på et liv med større harmoni mellem min krop, tanker og følelser.
.

Tilbagegang

Desværre blev jeg udsat for en traumatisk begivenhed for nyligt. Jeg har siden da forsøgt at ryste flere gange, men jeg har en oplevelse af, at jeg på ny skal indlære kroppen denne teknik. Jeg er pludselig blevet én af dem, hvor kroppen ikke bare kan ryste.

Dissociation er sindets måde at overleve noget frygteligt, så bevidstheden forlader kroppen, og man undgår på den måde at mærke hele den smertefulde oplevelse. Som barn rejste jeg til månen, og som voksen bliver jeg fjern fra min krop (depersonalisering) og fjern fra verdenen (derealisering). Jeg er taknemmelig for den evne. Også selvom at det er enormt uhensigtsmæssigt i hverdagen.

Før den nye traumatiske begivenhed dissocierede jeg 95% af tiden. Det er den senfølge, som fylder mest i mit liv. Det er min værste fjende, men også min bedste ven. Den sikrer mig, at jeg ikke mærker eller husker alle voldsomme ting fra min barndom. Jeg tror nemlig ikke, at jeg ville kunne stå oprejst, hvis jeg huskede det hele.

I stedet lukker mit sind langsomt op for nye erindringer, og selvom det tager lang tid at blive hel, så er det okay for nu. Måske er det også derfor, at jeg ikke kan ryste efter den seneste traumatiske hændelse, fordi jeg (min krop og følelser) endnu ikke er klar til at mærke, hvad hændelsen har gjort ved mig.

Sikke en intelligent krop og underbevidsthed.