På Synlighedsdagen i Kbh. sept. 2017 holdt Anne oplæg om, hvorfor hun mener, at selvomsorg og kommunikation er uløseligt forbundet med hinanden, og hvorfor en ny forståelse af sproget har været vigtigt i hendes helingsproces.

.

Selvomsorg – d.v.s. at drage omsorg for sig selv ved at dække sine behov. For mig betyder det, at jeg gør noget for mig selv, der bringer mit nervesystem mere i ro. Fordi jeg er vokset op med omsorgssvigt og overgreb, er det ikke nødvendigvis logisk, hvad der skal til for at bringe ro. Før i tiden var noget af det eneste, der kunne skabe ialtfald en midlertidig ro bestemte former for fysisk smerte. Sådan er det heldigvis ikke mere. Behovet er helt væk, fordi jeg har fået mere balance i både krop og sind.

Så det er ikke så enkelt, hvad der bringer ro. Nogle gange er det noget, der umiddelbart beroliger, men skaber mere uro på længere sigt (som f.eks. at spise usundt eller at ryge) – andre gange er det noget, der lige nu skaber uro, men som på længere sigt er med til at skabe mere ro og balance (som f.eks. at sætte en grænse eller tage en konflikt).

Undervejs i min helingsproces fandt jeg ud af, at for at kunne give mig selv omsorg, er der nogle forudsætninger, der i én eller anden grad må være til stede:

.

.

Med sådan en opvækst, som jeg har haft har der været meget, der skulle afvikles og udvikles og arbejdes med, før jeg blev i stand til at give mig selv omsorg.

Det var svært, for da jeg begyndte at anerkende og dække mine behov, vækkede det erindringer om alle barndommens afsavn – om alle de gange, hvor jeg ikke fik anerkendt og dækket mine behov. Det gjorde selvfølgeligt ondt. Så længe den velkendte mangeltilstand var konstant, kunne jeg blive indenfor min komfortzone, hvor jeg ikke mærkede den så meget.

Men det er netop fordi, jeg har været inde og mærke og forstå barnets følelser og behov, at jeg er blevet så god til at give mig selv omsorg. Hvis jeg skulle stoppe den lille piges lidelse, så var jeg nødt til at udvikle mig, så jeg kunne blive den gode voksne, hun altid havde længtes efter og savnet. Det var kontakten med det indre barn, der virkeligt lærte mig, hvor vigtigt det er, at jeg som voksen kan passe på mig selv og give mig selv det, jeg har brug for.
.

Verbal virkelighedsforvrængning

Emnet selvomsorg er jo kæmpestort og kan belyses fra mange forskelige vinkler. Da jeg skulle i gang med at forbedrede dette oplæg, var det helt klart, at mit fokus måtte være på kommunikation, for det har været en rød tråd igennem hele mit liv.

I dag ser jeg den måde vi kommunikerer til os selv på som helt afgørende for at få indre ro. Ord skaber virkeligheden. De ord, vi bruger i vores egen indre dialog, er med til at skabe, den virkelighed vi oplever. Ændrer vi ordene, påvirker det efterhånden vores virkelighedsopfattelse og selvopfattelse. Selvfølgeligt ikke lige på én gang men stille og roligt.

De, der kender mig i dag, kan have svært ved at forstå, at jeg som barn og ung var nærmest stum. Jeg begyndte faktisk først rigtigt at tale, da jeg var 21 år.

Da jeg var barn, forklarede familien min tavshed med, at jeg var ‘sygeligt genert’. Det var jo sådan set rigtigt nok, men hvad var det, der lå bag den såkaldte generthed? Jo, der lå en dyb frygt for at åbne munden, så jeg afslørede, hvor forkert jeg var. Der lå også en frygt for at blive udskammet. Min stumhed handlede også om, at jeg ubevidst spejlede min mor, der selv var meget tavs. Ikke mindst handlede den om en voldsom blokering i energicentret i halsen, der kom af alt det, jeg bed i mig- alt det der aldrig fik lyd.

Men alt det vidste hverken jeg eller familien noget om, så jeg troede selvfølgeligt på deres forklaring, at jeg var ‘sygeligt genert’.

Ligesom som jeg troede på alle de andre negative prædikater, de hæftede på mig. Familien fejlfortolkede nemlig alle følelser og reaktioner negativt. De kunne ikke rumme følelser, så ved at udskamme mig, når jeg viste følelser, fik de mig til at skamme mig over mine følelser. Så holdt jeg dem naturligvis for mig selv, og de slap for at forholde sig til dem.

Fejlfortolkningerne betød, at jeg ikke fik udviklet nogen forståelse af mig selv og fik et helt forvrænget selvbillede.

.

.

Fejlfortolkningerne skabte selvfølgeligt også et nedgørende og manipulerende sprogbrug. F.eks. blev en naturlig og sund reaktion som at græde hånligt omtalt som ‘at tude’. “Hvad tuder du nu for?” eller sågar “Jeg skal give dig noget at tude for”. Jeg bruger aldrig igen ordet tude. Jeg siger ‘at græde’, for derved viser jeg respekt for mig selv og mine følelser.

Så jeg gik ud i verden velvidende, at jeg var sygeligt genert, doven, selvmedlidende, sart, egoistisk, krævende, godtroende, svag, hysterisk, selvglad, på tværs, forkert – og meget mere af samme skuffe.

Det er ikke mærkeligt, at jeg følte mig helt igennem defekt. Jeg forsøgte selvfølgeligt at holde al den forkerthed skjult (bl.a. ved ikke at sige noget), men det havde jeg ikke det store held med, for kropssproget – der jo også er en form for kommunikation – afslørede mig. Det fortalte helt uden ord alt det, som jeg ikke ønskede, at nogen skulle vide.

I dag forstår jeg, at de egenskaber og motiver min familie tillagde mig, var projektioner. Alle de mange tillægsord, de hæftede på mig, var beskrivelser af deres egne negative selvbilleder. For de kunne jo slet ikke se mig, som den jeg var. Jeg var blot det spejl, så de så sig selv i – og de brød sig desværre ikke om det, de så.

Alt dette vidste jeg naturligvis heller intet om, så jeg troede på det hele og tog det til mig. På den måde blev min families stemmer til min indre stemme. Som voksen var jeg reelt ikke offer for dem længere, men jeg var offer for mig selv, fordi jeg fortsatte med at tale til mig selv, og behandle mig selv, som de havde gjort. De dramaer jeg var vokset op med ude omkring mig, genspillede sig som mine indre dramaer med mig selv i alle rollerne.

Det er ikke mærkeligt, at jeg fik det tiltagende dårligere gennem årene. Dels var der alle barndommens ubearbejdede traumer, men dertil kom, at jeg, som det splittede menneske jeg var, delte krop med den der krænkede mig og udsatte mig for verbale og nogle gange også fysiske overgreb. Som lyn fra en klar himmel kunne jeg blive overfaldet, hvis den krænkende side af mig kom i tanke om noget: “Hvorfor sagde du også sådan – dengang for 10 år siden?” På den måde kunne jeg jo aldrig være tryg og rolig i mig selv, så det er klart, at stress, smerte, angst og depression eskalerede.
.

Vendepunktet

Igennem hele mit liv havde jeg kæmpet for at få det bedre. Det fik jeg også på nogle områder, men da jeg fuldstændigt havde fortrængt min barndom, anede jeg ikke, hvilke ekstremt stærke kræfter jeg var oppe imod. Jeg prøvede at træffe gode valg for mig selv, men jeg havde bare rigtigt dårlige forudsætninger for at gøre det.

Det store vendepunkt kom, da jeg startede i terapi som 43 årig. Jeg søgte en hypnoterapeut, og fandt også én, der var rigtigt dygtig. Det viste sig, at han også var NLP-terapeut, men det vidste jeg ikke, hvad betød, og jeg tillagde det ikke nogen betydning, for jeg mente, at det kun var hypnosen, jeg havde brug for. Først senere fandt jeg ud af, at NLP står for Neuro-Lingvistisk-Programmering, hvilket bl.a. vil sige, at der er meget fokus på sproget, og den måde man kommunikerer på både verbalt og non-verbalt. Det var en helt perfekt kombination for mig, fordi kommunikation som sagt har været en rød tråd gennem hele mit liv.

.

.

Jeg lærte rigtigt meget i det forløb. Bl.a. lærte jeg at mærke og forstå mine følelser og jeg lærte simpelthen at tænke på en ny og meget mere konstruktiv måde – og så fik jeg en masse konkrete redskaber, jeg kunne bruge i mit eget indre arbejde.

• Jeg fandt f.eks. ud af, at der kun kan ske forandringer, hvis jeg giver tilladelse. Før var jeg rigtig god til at forbyde mig selv alt muligt, og min indre stemme sagde hele tiden ting som: “Nej, det behøver du ikke” – “Nej, det kan du godt glemme” –  “Nej, hold op med det pjat” etc. Nej, nej, nej… det er klart, at det blokerede for enhver forandring. I stedet begyndte jeg at tillade mig selv og give mig selv lov: “Ja, det er da et forsøg værd” – “Ja, det lyder som en god idé” – “Ja, jeg kan da prøve” etc. Det åbnede op, gav muligheder for udvikling og forandring.

• Inden terapien udtrykte jeg mine overbevisninger, som om de var fakta. Jeg kunne f.eks. finde på at sige: “Hold nu op, hvor er jeg dum!”. Det blev ændret til: “Jeg føler mig godt nok dum lige nu”. Det var jo ikke en faktuel sandhed, at jeg var dum, men en helt subjektiv oplevelse. I terapien lærte jeg nemlig også, at man altid har lov til at udtrykke sine følelser. At ændre udtryksformen forandrede hele betydningen, og den måde jeg selv opfattede det på, for det holdt op med at være så personligt. For jeg er jo ikke mine følelser – jeg har følelser, men de definerer ikke, hvem jeg er som menneske.

• Tidligere levede jeg efter ordene ‘skal’, ‘bør’ og ‘er nødt til’. De ord er så gode at slå sig selv (eller andre) oven i hovedet med, men det er efter min mening også det eneste, de kan bruges til. I stedet begyndte jeg at bruge vendinger som ‘jeg vil gerne…’, ‘jeg har lyst til…’, ‘jeg kunne godt tænke mig…’. Jeg kunne ikke længere motiveres af frygt, pligt og skyld; jeg kunne ikke længere tvinge mig selv. Hvis jeg prøvede så frøs min krop simpelthen fast. så jeg ikke kunne røre mig. Det måtte være glæde, lyst og kærlighed, der var drivkraften, ellers duede det bare ikke.

• Før var jeg rigtig god til at tale mig selv op – altså ophidse mig selv ved at tænke på alt, hvad der kunne gå galt, eller alt det jeg havde gjort galt, eller alt det jeg ikke kunne o.s.v. Efterhånden lærte jeg at tale mig selv ned i stedet for – altså berolige mig selv. Jeg begyndte at sige ting som “Rolig nu, det skal nok gå alt sammen” eller “Ja, det var ikke så godt, men næste gang går det bedre” eller “Jeg kan godt forstå, at du blev ked af det… det er helt i orden”. Som den gode forælder der beroliger sit barn.

Så hvor jeg før havde brugt sproget til at undertrykke mig selv, begyndte jeg at bruge det til at opbygge mig selv, udvikle mig og vokse. Det påvirkede i høj grad relationen både til mig og til andre positivt.

.

.

De fem kærlighedssprog

På et tidspunkt læste jeg en bog, der hedder ‘Kærlighedens 5 sprog’ af Gary Chapman. Han mener, at der er fem kærlighedssprog, som er: anerkendende ord, gaver, tjenester, tid til hinanden og fysisk berøring (ikke seksuelt).
.

.

Iflg. Gary Chapman har alle mennesker et primært kærlighedssprog. Når andre taler til os på det sprog, føler vi os elskede.

Jeg behøvede ikke engang at tage testen bag i bogen for at vide, at mit primære kærlighedssprog er tjenester. Hvis nogen gør noget for mig, så er jeg helt solgt. Der er ingen tvivl om, at det er fordi, det var det, jeg havde savnet allermest i min barndom – at nogen ville gøre noget for mig.

Bogen sagde mig ikke så meget, men det her kunne jeg helt konkret bruge. De fem kærlighedssprog – der også er måder at kommunikere på – gik ind på et helt andet plan, end det talte sprog og de gav mig en forståelse af, hvad jeg grundlæggende havde brug for fra mig selv.

Jeg var god til at give mig selv anerkendende ord. Jeg var også god til at give mig selv gaver. Tjenester… det var svært for, hvordan skulle jeg gøre det for mig selv, som jeg netop havde brug for, at en anden ville gøre for mig? Jeg var også god til at give mig tid til mig selv, men fysisk berøring var heller ikke nem.

Når jeg vidste, at jeg havde brug for tjenester og fysisk berøring, men ikke selv kunne dække de behov, så kunne jeg yde mig selv omsorg ved at opsøge andre, der kunne dække dem, indtil jeg selv kunne overtage. Det vil sige, at jeg måtte være parat til at tage imod.

Det gjorde jeg bl.a. ved i en periode at få leveret aftensmad fra et firma (jeg var så privilegeret, at jeg havde mulighed for det). Det opfyldte et meget gammelt behov for, at nogen ville lave mad til mig. Efterhånden som behovet blev dækket, blev barndommens sår helet, så jeg selv kunne begynde at overtage og lave ordentlig mad til mig selv. Jeg tog altså mod omsorgen udefra dels med det formål at dække det aktuelle behov men også for at blive i stand til at give mig selv den omsorg på længere sigt. Berøringen sørgede jeg for at få igennem kropsterapi.
.

Alting er forandret nu

Jeg tænker aldrig selvdestruktive tanker mere. Jeg tænker selvopbyggende tanker, der giver positiv energi. Som alle andre kan jeg lave fejl og komme til at såre, men jeg slår ikke længere mig selv oven i hovedet med det. Vi kommer alle sammen til at lave fejl eller handle uhensigtsmæssigt, men det hører med til at være menneske, og jeg skal ikke være perfekt. Jeg skal bare være det bedste menneske, jeg kan være og det er godt nok.

Nu ved jeg, hvem jeg selv er, og jeg ved, hvad jeg har brug for. Jeg er god ved mig selv, og jeg lader mig ikke længere nøjes, for ligesom alle andre fortjener jeg at få det godt. Jeg behandler mig selv, som jeg gerne vil behandles; jeg er blevet min egen bedste ven – og det giver indre ro.

Det betyder ikke, at jeg ikke tænker på andre – faktisk tværtimod. For når jeg ikke længere skal bruge energi på at være i krig med mig selv, men passer på mig selv og giver mig selv omsorg, ja, så får jeg større overskud til også at være der for andre.
.

Afslutning – en lille anekdote

Det var ca. 5 år før jeg startede i terapi. Min yngste datter har nok været omkring 10 år. Vi var i vores lejlighed, min datter sad ved spisebordet og tegnede, og jeg gik rundt og ordnede ét eller andet. Jeg fik så lavet en fejl, eller der var noget, der gik galt, så jeg sagde højt til mig selv: “Åh, dit fjols” eller “Åh, dit kvaj” – noget i den retning. Min datter løftede brat hovedet, kiggede vredt op på mig og sagde så meget bestemt: “Sådan dér skal du bare ikke tale til min mor”.

Wouw… det gjorde indtryk! Så stort indtryk, så jeg sidder her i dag næsten 20 år senere og fortæller Jer det!
.

Det var ordene. Tak fordi I lyttede 🙂