Tak til Tenna for beskrivelsen af, hvordan det var for første gang at deltage i ét af Spors cafémøder.
.
Det sætter sine Spor – Sloganet for Spor, landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb, der mandag d. 29. april 2019 holdt cafémøde på Rønne bibliotek. Jeg er medlem af Spor, og er med i deres lukkede gruppe på Facebook, hvorfra jeg ‘kender’ dem, og det glædede mig, at de endelig kom forbi Bornholm.
Det var specielt at træde ind i lokalet, til noget der for mig er fyldt med så meget skam, velvidende at Bornholm er lille, og ikke vide hvem jeg kunne støde på. Men jeg oplevede, at Spor tog fint hånd om situationen, og satte nogle klare rammer, der skabte tryghed.
De to foredragsholdere på aftenen, var Anne Christensen og Helle Borrowman, som deler formandsskabet i Spor. Sammen fortalte de om enkelte af de senfølger, man kan døje med. Senfølger jeg kender så godt, men hvor Anne ud fra et fagligt udgangspunkt og Helle ud fra sin personlige historie, så fint viste sammenhængen mellem senfølgerne, og de forsvar, man som barn udviklede, for at håndtere den grusomhed, der var ens virkelighed. De gav mig en dybere forståelse for arbejdet med at optrævle reaktionerne i dag, og koble dem med barndommens virkelighed, og hvordan det at møde disse reaktioner med åbenhed og forståelse, er vigtigt i healingen.
Til de der ikke var til mødet, men som døjer med senfølger efter overgreb, kan jeg kun anbefale jer, at melde jer ind i Spors lukkede gruppe på Facebook. Derinde har jeg mødt en forståelse, som kan være så svær at få fra andre. Rigtig mange har svært ved at begribe, at det fortsat betyder så meget.
Anne sagde flere gange undervejs: ”Hvad der er ødelagt i en relation, må heles i en relation”. Det vil oftest være i en terapeutisk relation, det sker. Men jeg tror, at dem vi møder indenfor kommunen og sundhedssystemet, kan støtte op om processen, hvis ellers de har den fornødne forståelse og viden. Derfor glæder det mig sådan, at mange til mødet virkede til at være der i kraft af deres arbejde.
Noget andet jeg tog med mig fra mødet, var et råd fra Anne: “Hold fast i det, der giver dig glæde. Lad være med at vente til du har det bedre, er afklaret, er udredt. Det er nu, du har allermest brug for kæledyret, træet, hvad end det må være, der giver dig glæde”. Og det er vel netop sådan, at uanset hvor meget vi kæmper med os selv, vores relationer eller systemet, så er det lige nu og her, vi lever livet.
Tenna