Tvangen er det værste

Af Ole Basballe Jensen
D. 14. april 2021

.
Da det startede, opfattede jeg mig selv som velfungerende. Masser af overskud til frivilligt socialt arbejde. Brugte tid i Kvistens Tarskforce og rigtig meget tid på et lokalt værested.

Tror egentlig, at jeg i begyndelsen nok oplevede det på stort set samme måde som de fleste andre.

Det første, som ramte mig, var ordet tvang. Det blev brugt meget tidligt i coronakrisens begyndelse. Det var for mig meget skræmmende. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det, men pludseligt havde jeg svært ved at sove. Og når jeg sov, så vågnede jeg ofte med et sæt. Hev efter vejret og troede, at jeg skulle dø.

Det kendte, jeg godt fra min tid med meget angst, men havde ikke oplevet det i meget lang tid. Selv om jeg godt vidste, hvad det var, var det virkelig ubehageligt.

Og jeg vidste godt, at det var meget usandsynligt, at støvletrampende uniformer pludselig kom og hentede mig om natten. Alligevel kom det til at fylde. Jeg begyndte at spænde i kroppen. Fik ondt i ryg og skuldre. Fik ondt i kæber og tænder. Var utilpas og træt hele tiden. Jeg begyndte at sove om dagen og var vågen om natten. Begyndte at få flashback igen og er faktisk blevet bevidst om ting fra dengang, som var glemt.

Havde drømme om, at han pludselig var en del af mit liv. Han var blandet ind i alt. Selv mine to voksne sønner var han inde over.

Jeg har oplevet skam og skyld. Har isoleret mig mere end nødvendigt. Har ofte ikke set andre end den lokale købmand. Jeg er bange og føler ikke, at jeg kan sige det til nogen. Har prøvet at trodse det og give udtryk for, hvad der rører sig i mig. Føler ikke, at det bliver modtaget.

Jeg fik anskaffet mig et badge med ‘Fritaget for mundbind’. Jeg har bare aldrig brugt det. Jeg vælger at bruge mundbind, selvom jeg føler, at jeg bliver kvalt. Det er selvfølgelig også medvirkende til, at jeg bliver hjemme.

Coronatest, som er blevet meget aktuelt i forbindelse med genåbning, er ikke min livret. Jeg har fået foretaget nogle få test. Min bedste beskrivelse er, at det kan sammenlignes med tandlægeskræk. Derfor tror jeg ikke på, at jeg bliver en del af genåbningen. At skulle testes hver tredje dag, det kan jeg ikke overskue. Synes det er svært nok, at jeg går regelmæssigt til tandlæge hver tredje måned.

Jeg er efterhånden ikke i kontakt med ret mange. Jeg er klar over, at en del har valgt mig fra, fordi jeg er kritisk i forhold til restriktionerne. Jeg er også klar over, at det kører på mine fornemmelser, men der er nogle, som jeg overhovedet ikke hører fra mere. Dér går jeg i meget gammel adfærd. Jeg føler mig valgt fra og tager derfor heller ikke kontakt til dem. Jeg har haft selvmords tanker. Tanker om flugt. Tanker om at begynde at drikke igen. Har været ædru i 8 år og elsker at være ædru. Elsker at være mig selv men føler, at jeg ikke er god nok.

Jeg burde tage kontakt til nogen, men gør det bare ikke. Jeg sidder hjemme det meste af tiden og udsætter til i morgen. Når jeg er sammen med andre, er jeg rigtig god til at lade som om, at alt er fint. Jeg kan ikke lide at være alene, men jeg ønsker bare at komme hjem, når jeg er sammen med andre.

Inden i er jeg i stykker men synes, at der er andre, som har mere grund til at beklage sig. Måske er jeg så vant til, at jeg ikke har det rigtigt godt, at jeg bare accepterer det? Men jeg frygter virkelig den dag, de vedtager at tvinge mig. Tror det kommer. Og jeg ved virkelig ikke, hvad der så sker. Men jeg er klar over, at noget inden i mig vil gå totalt i stykker.

 


Vil du læse mere fra Ole, kan du følge Ole’s blog.

Se alle beretninger om ‘Senfølgeramt i en coronatid