Når man taler om udsatte, kan man med rimelighed spørge, hvad der ligger i det ord. Hvem har udsat dem, hvad har de været udsat for og hvad bliver de udsat fra?

Forskellige statistikker og undersøgelser kan give nogle ganske gode svar på de spørgsmål. F.eks. har ca. 10% af alle børn været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Endnu flere har været udsat for vold og omsorgssvigt. Iflg. LAP (Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere) har ca. 70-80% af indlagte kvinder på psykiatriske afdelinger været udsat for vold eller seksuelle overgreb i barndommen. Andre undersøgelser viser, at blandt voksne psykotiske har næsten 70 pct. af kvinderne og 60 pct. af mændene oplevet vold eller seksuelle overgreb i barndommen. En doktorafhandling påpeger, at hver femte smertepatient lider af PTSD.

Det er kun ca. 10-20% af de udsatte børn, der får hjælp, mens de er børn. De resterende 80-90% bliver voksne uden at få nogen hjælp og måske uden nogensinde at tale med nogen om, hvad de har været udsat for. Nogle overlever ikke og de der overlever, får generelt meget svære liv, hvor det mildt sagt kan være svært at finde den fornødne hjælp og støtte.

Traumer avler traumer og barndommens overgreb sætter dybe spor – også langt ud i fremtiden.

Her kan du høre et enkelt eksempel på, hvad det vil sige at have senfølger:

Den egentlige negative sociale arv

Overgreb på børn kan kun forekomme og fortsætte i et miljø, hvor der er massive grænseproblemer. Man taler om dysfunktionelle mønstre og disse mønstre er en følge af, at mennesker er traumatiserede. Overgreb på børn finder ikke kun sted i et såkaldt ’Under Danmark’, for det dysfunktionelle mønster forekommer i alle kulturer og i alle sociale lag. Det findes i hjemmene, i institutioner, på arbejdspladser – det er universelt.

Der er nogle fællestræk i dysfunktionelle familier: Der vil typisk være forskellige former for misbrug – det kan være alkohol, stoffer, medicin, sex, arbejde, motion, mad eller hvad som helst. Uanset arten af misbrug vil der altid være et følelsesmæssigt misbrug, hvor det er børnene, der skal dække de voksnes følelsesmæssige behov og måske også fysiske behov. Børnene må tage ansvaret for de voksnes velbefindende, mens børnene lider under omsorgssvigt. Forældrene har selv haft en belastet opvækst og har derfor ikke udviklet en sund forældreevne. Børnene bliver ikke set, hørt og forstået som de unikke individer de er, men oplever i én eller anden grad at blive gjort til objekter og det tager de skade af.

De dysfunktionelle mønstre er den egentlige sociale arv. Den brydes ikke nødvendigvis, fordi man har fået uddannelse og arbejde og tjener mange penge – faktisk kan der være rigtigt meget mønsterfortsættelse i det. Nej, mønstrene brydes først, når det enkelte menneske lærer at mærke sine egne grænser, følelser og behov og kan handle i overensstemmelse med sig selv.
.

Relationstraumer og choktraumer

Svigt og overgreb skaber et tilknytningstraume eller et relationstraume hos et barn. Det mister den basale tillid til andre mennesker, til sig selv og til verden, når det erfarer, at mennesker er uforudsigelige, farlige og skadevoldende. Når barnet ikke oplever sig beskyttet og passet på, mister det en helt grundlæggende, nødvendig oplevelse af at kunne være tryg og alle kræfter bliver brugt på at overleve.

Hvis barnet også udsættes for fysiske overgreb, vil der tillige skabes choktraumer. Barnets nervesystem bliver overbelastet i en sådan grad, at det kortslutter. Energien fra traumet fryser fast i nervesystemet og opretholder følelsen af at være i fare. Det ændrer sig ikke, fordi barnet bliver voksent.

Der er stor forskel på, om barnet oplever en enkeltstående situation, hvor det får et chok, eller om det er noget, der sker dagligt igennem hele opvæksten. Enkeltstående situationer kan udløse PTSD, men en opvækst i en dysfunktionel familie er en årelang, konstant overbelastning. Der vil sikkert være hyppige choks men samtidigt er der en mere konstant, diffus påvirkning i hele familiedynamikken. Resultatet af denne type stress er Kompleks PTSD, der er én af de hyppigste senfølger.
.

Mestringsstrategier

For at kunne overleve i en familie med omsorgssvigt og overgreb må barnet udvikle nogle mestrings- eller overlevelsesstrategier. Det kan være både bevidste og ubevidste strategier, der gør barnet i stand til at navigere i et følelsesmæssigt kaos og håndtere sine meget voldsomme følelser af bl.a. frygt, mistillid, smerte, ensomhed, skyld og skam. Strategierne hjælper barnet til at udholde livsvilkår, der reelt er uudholdelige men samtidigt er strategierne  også skadelige for barnet.

Et eksempel kan f.eks. være, at et barn, der udsættes for seksuelle overgreb, mestrer situationen ved selv at søge krænkeren og tage initiativ til, at overgrebet skal finde sted. På den måde kan barnet tage kontrol over situationen og få det overstået i stedet for at gå i angstfyldt venten. Prisen er, at barnet tolker det som ’Jeg ville jo selv’. Barnet har ikke nogen forståelse for sine egne handlinger og reaktioner og vender følelser af vrede, skyld og skam indad, så det kommer til at føle selvhad og selvforagt.

Andre eksempler på mestringsstrategier kan være f.eks. spiseforstyrrelser, cutting, at blive ’pleaser’ eller udvikle afhængigheder og misbrug. Barnet prøver at skabe en følelse af kontrol under nogle forhold, hvor det reelt er uden kontrol.

Når barnet er blevet voksent, har omstændighederne ændret sig og det er ikke længere de samme ting, der skal mestres, så mestringsstrategierne mister deres oprindelige funktion. De bliver i stedet et uforståeligt og pinefuldt symptom, der er udenfor viljens herredømme, så det er nærliggende at forstå symptomet som værende selve problemet. Man kan sige, at det, der startede med at hjælpe, ender med at blive det, man skal have hjælp for! Eller det, der startede med at give én følelsen af kontrol, ender med at tage kontrollen fra én. Man kan også sige, at barnets mestringsstrategier bliver den voksnes senfølger..
.

Senfølger

Senfølger er de fysiske, psykiske, følelsesmæssige og sociale problemer, der er en følge af en belastet opvækst.  Det er individuelt, hvilke senfølger det enkelte menneske udvikler. Nogle er f.eks. mest påvirket af tilknytningstraumet, mens andre kan være mest påvirket af choktraumer. Nogle kan være mest ramt følelsesmæssigt, hvor andre er hårdest ramt fysisk.

Trods individuelle forskelle kan det helt generelt siges, at et barn, der udsættes for svigt og overgreb, udvikler et dårligt selvværd. Det mister troen på sig selv og troen på, at det er værd at elske. Disse følelser vil præge barnet og blive en del af dets selvbillede, der måske til en vis grad kan ændres igennem livet men for mange forbliver uændret. Det vil naturligvis præge den måde mennesket er i verden på.

Generelt kan også siges, at en belastet opvækst med traumer vil påvirke hjernens udvikling og kroppens funktioner. De ting, der sker i et barns liv, påvirker hele organismen på celleplan.
.

Symptombehandling kontra årsagsbehandling

Traumerne sidder i nervesystemet og ikke i historien. Derfor kan man ikke ’bare lægge det bag sig og komme videre’, for man har det med sig hele tiden. Så længe traumerne er ubearbejdede og traumeenergien sidder fastfrosset i nervesystemet, opleves fortiden stadigt som om, at det sker igen her-og-nu. Det hænger bl.a. sammen med, at ubearbejdede følelser lagres i korttidshukommelsen og først kan flytte om i langtidshukommelsen, når de er blevet bearbejdet og integreret. Det er en langvarig proces, der i sagens natur ikke kan skabes af medicinering.

Diagnosen Kompleks PTSD er desværre ikke anerkendt af psykiatrien, hvorfor der ikke findes et målrettet behandlingstilbud Kompleks PTSD er blevet en anerkendt diagnose efter, at denne artikel er skrevet, red.]. Når symptomerne bliver anset for at være selve problemet, medfører det omfattende fejldiagnosticeringer, fejlbehandlinger og udpræget symptombehandling, der i  bedste fald er ineffektivt og i værste fald direkte skadeligt. Den mangelfulde behandling har naturligvis store omkostninger for det ramte menneske men også for de pårørende – især for børnene. Dertil koster det hvert år milliarder for samfundet.

For at opnå en vellykket behandling, må der nødvendigvis tages udgangspunkt i det enkelte menneske og dette menneskes behov. Den ramte må have opbygget den ødelagte tillid og det ødelagte selvværd i samspillet med et andet menneske, der har både rummelighed, vilje og viden til at kunne hjælpe på den ramtes egne betingelser.

Behandling handler ikke kun om at bearbejde og integrere fortiden. Det handler også om at lære sig selv at kende på en ny måde, om at udvikle potentialer og opbygge ressourcer, der bl.a. skal kunne gøre mennesket i stand til at passe på og beskytte sig selv i nutiden.
.

Retraumatisering

Der er rigtigt mange mennesker, der retraumatiseres i kontakten med systemet. Når man som barn har oplevet overgreb, tvang, trusler og magtmisbrug, så tåler man ikke at blive udsat for det igen. Det føles som en gentagelse af fortiden, når man igen er fanget af en overmagt og låst fast i afmagt, frygt og håbløshed. Barndommens følelser vækkes til live og for nogen udløser det et ekstremt raseri, mens det for andre medfører total opgivelse og kraftesløshed, der ofte diagnosticeres som depression. Efter en barndom med højstress, tåler man simpelthen ikke at blive udsat for en overbelastning, der udløser ekstrem stress. På den baggrund er det helt forståeligt, at mennesker med psykiske lidelser har kortere levetid end andre.

Det er meningsløst, at man i én del af systemet giver mennesker behandling, så de kan få det bedre, mens en anden del af systemet samtidigt udsætter mennesket for kontinuerlige overgreb, fjerner dets selvbestemmelse og truer dets eksistensgrundlag! Alene den omstændighed, at mennesker skal få det bedre, med det formål, at de skal blive arbejdsdygtige, kan være nok til at hindre bedring. Det er i høj grad en gentagelse af barndommens skadelige objektgørelse, hvor det ikke handler om individets egne behov men om at individet skal dække andres behov på bekostning af sig selv.

Der tales meget om inklusion og eksklusion. Når man prøver at lave mennesker om og presse dem ind i noget, de ikke har ressourcer til eller som ikke giver mening for dem, er det en eksklusion. Virkelig inklusion sker, når et menneske bliver anerkendt og accepteret med sine ressourcer og begrænsninger, så det kan indgå i samfundet udfra sine egne forudsætninger og på sine egne præmisser.
.

Hvad er der brug for?

I Spor mener vi, at den bedste forebyggende indsats er at hjælpe de voksne, for når de voksne får det bedre, får børnene det også bedre. Selvfølgeligt skal børnene have hjælp, men hvis man ikke også hjælper de voksne til at få det bedre og bryde de dysfunktionelle mønstre, bliver det igen symptombehandling – for barnets mistrivsel er et symptom.

Der er brug for en rehabiliterende indsats, hvor relevant, kompetent og tilstrækkelig behandling indgår som en del af en helhed. Der må, som før nævnt, tages udgangspunkt i den enkeltes behov, så der kan være tale om flere forskellige tiltag.

På et andet plan er der brug for at få formidlet viden, så der kan skabes en bevidsthed om årsag og virkning. Alle har ondt af børnene men der er en udpræget tilbøjelighed til at glemme, at børnene også bliver voksne. Når de er fyldt 18 år, er der ingen, der husker baggrunden og der er meget lidt forståelse eller medfølelse, når de senere udsætter deres egne børn for svigt og overgreb. De voksne børn er nu de onde og svigtende forældre, der bliver hængt ud og dæmoniserede og det er deres børn, det er synd for. Og sådan kan det fortsætte, indtil man begynder at forholde sig til sammenhængene. Skyldsspørgsmålet må fjernes, så der bliver grundlag for en seriøs debat og holdningsændringer. Det bør være klart, at de børn, der ikke fik hjælp i barndommen, naturligvis må have al den hjælp, de har brug for, når de bliver voksne.

Det kan ikke siges ofte nok: Senfølger af traumer er ikke en psykisk sygdom. Traumatiske hændelser er udefrakommende oplevelser, der har overbelastet nervesystemet. Det er hele mennesket, der er påvirket og derfor er det hele mennesket, der skal tages hånd om. Så længe samfundet ikke forholder sig til traumer og senfølger heraf, vil mennesker, der ikke er syge, blive ved med at blive sygeliggjorte og fejlbehandlede. De dysfunktionelle mønstre vil fortsætte og hvert eneste øjeblik vil flere børn blive traumatiseret.

Der er ingen lette løsninger, men der er store muligheder for gradvist at skabe forandringer.
.

Om Spor – Landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb

Spor blev stiftet i 2008 og er uafhængig af partipolitiske, økonomiske, behandlingsmæssige og religiøse interesser.

Foreningen har tre formål:

• At synliggøre voksnes senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.
• At skabe rammer for at medlemmerne kan danne netværk.
• At arbejde for at forbedre forholdene for voksne med senfølger og fremme medlemmernes interesser samfundspolitisk.

Der er tre forskellige typer medlemskaber: Ordinært medlemskab for mennesker der selv har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen); støttemedlemskab for pårørende og andre  interesserede, samt kollektivt medlemskab for foreninger, bosteder, arbejdspladser o.a.

Foreningen har pt. en ansat frivilligkoordinator men derudover er det aktive medlemmer, der driver foreningen. Foreningen er organiseret med forskellige interessegrupper og har bl.a. et formidlingsnetværk, der gerne tager ud og holder oplæg og foredrag.

I 2014 er de første tre lokalafdelinger blevet stiftet: Nordjysk Spor, Midtjysk Spor og Sønderjysk Spor. I starten af 2015 kommer Hovedstadens Spor til. Afdelingerne vil arbejde udfra de tre formål på lokalt plan.

I København, Aarhus og Aalborg afholdes der cafémøder/foredragsaftener ca. en gang om måneden. I Aarhus foregår det i Frivilligcenter Århus, Grønnegade 80, 1., Aarhus. Foredragene tager udgangspunkt i senfølgeproblematikken og alle interesserede over 18 år er velkomne til at deltage.  Der kan læses mere på www.landsforeningen-spor.dk.

.

Ovenstående artikel har været bragt i Fundamentets guide ‘Udsat i Aarhus’, 2014.

I december 2014 udgav Fundamentet  en gratis bog, der hedder ’Udsat i Aarhus’. Den guider igennem tilbud og muligheder for udsatte i Aarhus og giver også inspiration og viden, til de som arbejder med udsatte eller interesser sig for mennesker.

Fundamentet præsenterer sig selv som de socialt udsattes organisation. Deres mål er at skabe  opmærksomhed om udsatte borgeres grundlæggende rettigheder og vilkår. Fysisk har organisationen til huse i Aarhus, hvor de bl.a. har indrettet et behandlerrum og tilbyder gratis terapi til socialt udsatte.