Personlig beretning om, hvad et terapeutisk forløb har betydet for en kvinde.
.

Originalt indlæg på engelsk What has therapy been about for me? på  havoca.org (Help for Adult Victims Of Child Abuse)

Oversat til dansk af Pia Hoffmann.

.

Min terapeut spurgte mig, hvad jeg ønskede at få ud af vores session i den første uge, men jeg gik uden at fortælle hende, hvad jeg virkelig ønskede at få ud af vores tid sammen. Jeg var så bange over at være der, over aftalen, fyldt med skræk over, hvad der kunne ske og flov over, at jeg overhovedet behøvede hjælp, at jeg blev helt blank. Jeg fulgte min terapeuts råd om at føre dagbog efter den første session, og jeg skrev alle de ting ned, jeg ville ønske, jeg havde sagt, men ikke været i stand til at sige. Jeg tog den med til min næste aftale og læste den højt, og så snakkede vi om det. 
.

.
I mange år følte jeg, at mine forældre ikke fortjente at vide noget om mig, men jeg kom til et punkt, hvor det at deale med en så mørk og tung hemmelighed alene, blev for meget for mig. Jeg fandt mine forældre på nettet i løbet af et par timer (man kan finde det meste på internettet). Jeg fandt ud af så meget, jeg kunne om dem, på en næsten stalkeragtig måde: deres fulde adresse (fordi de var flyttet), hvornår de havde købt deres hus, hvor meget de havde betalt for det, og hvor meget de havde solgt mit barndomshjem for.

Jeg sendte min mor et fødselsdagskort i februar 2015 og hørte ingenting fra hende, hvilket ikke undrede mig. Jeg gjorde det ikke let for hende og sendte ingen kontaktdetaljer til hende. Inderst inde ønskede jeg, at min mor skulle gøre lige så meget for at finde mig, som jeg havde gjort for at finde hende. Lettere besejret og skuffet, men med mere mod, tilføjede jeg i fødselsdagskortet i 2016 min e-mailadresse. Min mor skrev tilbage på sin fødselsdag, efter vi ikke havde haft nogen kontakt i 19 år.

Jeg indledte vores kontakt med den hensigt at afsløre det seksuelle misbrug for hende, som jeg havde været udsat for af hendes mand, min far. Dengang troede jeg, at det for at hele var nødvendigt at fortælle andre mennesker præcist, hvad der sket. På min mors opfordring begyndte jeg at skrive og small-talke med hende, for vi kendte ikke hinanden, men det var ikke, hvad jeg ønskede. 600 e-mails senere begyndte jeg så småt at skubbe til min mor for at få hende til at møde mig, da mit behov for at fortælle voksede. Min mor fortalte mig, at hun var i gang med at arrangere et møde med en gammel ven, men hun havde mange grunde til ikke at kunne mødes med mig, så det føltes som om, hun holdt mig på afstand.

E-mailkontakten endte ikke godt, og jeg fik aldrig fortalt min mor, hvad jeg egentlig ville. Jeg fandt ud af, at hun ikke var åben over for ideen om at opbygge en relation til mig, og at hun egentlig ikke var interesseret. Det at blive afvist og endnu engang ikke hørt fik min verden til at gå i baglås. Det lillebitte håb, som jeg havde haft om, at vi kunne få et normalt mor-datter forhold, blev slået til jorden. Det var det sammenbrud, jeg oplevede som følge af vores e-mail udveksling, der fik mig til at søge professionel hjælp.

Jeg gik til læge og bad om hjælp midt i 2016. Jeg var i stand til at fortælle lægen, at jeg havde næsten 20 års indestængte følelser, og at jeg havde brug for at få dem ud. Jeg havde brug for at græde, brug for at slippe dem løs. Jeg forklarede, at jeg kunne fortælle om hændelserne og detaljerne af de overgreb, jeg havde været udsat for, men at jeg ikke mente, at jeg havde mærket nogle af de følelser, der var knyttet til det, og at det var giftigt og ville ødelægge mig. Jeg forklarede om de ting, jeg havde prøvet som en slags selvhjælp (skrive breve som jeg ikke sendte). Jeg fortalte lægen, at jeg ikke havde set min mor i 20 år, fordi jeg blev flyttet fra min familie, da jeg var 15 for at bo hos mine bedsteforældre, og ikke havde set min opvækstfamilie siden.

Jeg fortalte lægen, at jeg tidligere havde været inde i en nedadgående spiral af depression og selvskade, hvoraf nogle af dem ikke var lovlige. Jeg forklarede, at den risikoadfærd, jeg var begyndt på på universitetet, var fordi jeg ikke kunne finde ud af at håndtere den følelse, som truede mig, og også fordi jeg ønskede at lukke af for den. Det var ikke en brugbar metode, efter jeg var blevet mor.

Jeg følte endelig, at jeg var klar til at gå ind i den følelse for siden at kunne slippe den. Jeg ønskede at nå til et sted, hvor daglige triggere ikke ville ramme mig så hårdt. Jeg kunne være hvor som helst og lave hvad som helst med hvem som helst, og den mindste ting kunne sende mine følelser ind i overdrive efterfulgt af en massiv invaliderende bølge af angst. Jeg ønskede at stoppe mine mareridt og de flashbacks, som havde været der i 20 år. Det var på tide at tackle min historie for at kunne komme videre med fremtiden. Det skyldte jeg mig selv og mine børn.

Jeg havde i årevis haft undgåelsesadfærd og havde sat plaster på såret, selv om jeg havde bedt om hjælp før. Jeg havde lidt af alvorlige depressioner, som var blevet medicineret med lykkepiller, men de gjorde mig følelsesløs, og jeg gjorde det meget klart for lægen, at det ikke ville være en mulighed. Jeg havde tidligere haft et sammenbrud og været selvmordstruet (8 år tidligere) og havde i den forbindelse fået kognitiv terapi, men den terapeut var ikke uddannet i at håndtere de problemstillinger, jeg havde, og derfor blev jeg sendt videre. Den organisation, jeg kom til, var ikke det rette sted for mig på det tidspunkt. Jeg henvendte mig til lægen igen (for 4 år siden), som henviste mig til rådgivning, hvilket aldrig blev til noget pga. planlægningsproblemer.

Jeg var aldrig nået videre end til at kradse i overfladen af mine problemer og kun dealet med dagligdagens problemer, hvilket forværrede og forstørrede dem. Jeg havde ikke mere energi efter at have prøvet at rumme det hele, og jeg havde virkelig et ønske om at blive færdig med det. Lægen henviste mig til det lokale well-being team. Sammen med dem blev det besluttet, at den organisation, som havde modtaget mig, dengang jeg endnu ikke var klar til det, ville være det absolut bedste sted for mig.
.

At acceptere hjælp 

At bede om og stole på nogens hjælp har aldrig været let for mig. Min erfaring havde indlejret i mig, at behov og afhængighed førte til skuffelse og knust hjerte. Jeg vidste, at jeg var nødt til at se det hele i øjnene, ærligt og åbent, men jeg havde en irrationel frygt for, hvilken retning det ville tage. Jeg frygtede, at terapi ikke ville virke, frygtede den smerte jeg følte og frygtede at slippe den løs.
.

.
Jeg ønskede at få stilnet min indre uro, men havde samtidig store tillidsproblemer. Jeg har altid gået med skammen over, hvad der var overgået mig, men jeg længtes efter at blive helet, og jeg troede virkelig på, at det var muligt, fordi jeg nu var klar til det. Jeg har altid set mit ‘shit’ som en slags glaskugle: jeg vil kun vise dig den eller dele den med dig, hvis jeg stoler på dig. Efter at være blevet forrådt af begge mine forældre har tillid været et problem for mig. Jeg sørgede altid for at holde folk på afstand.

Efter længere tids udredning blev jeg tilbudt et 26 ugers terapiforløb. Jeg blev sat på en venteliste og fortalt, at jeg ville blive matchet med en professionel, som ville passe til mig, og som var god til min type problemer. Da jeg mødte min terapeut, følte jeg med det samme en tilknytning. Jeg stolede fuldstændig på hende. Hun var varm, intelligent og forstående, og jeg følte mig så godt tilpas med hende, at det var skræmmende. Det tog mig et par uger at acceptere, at hun var der for at hjælpe mig. Jeg havde en vag plan for de første par sessioner, men det virkelig værdifulde arbejde blev udført i de sessioner, hvor der ikke var lagt nogen planer. Jeg var nødt til at åbne mit hjerte og holde op med at prøve at kontrollere processen.
.

At etablere sikkerhed

Jeg begyndte at opdage en masse om mig selv, men jeg tror en af de vigtigste ting var, at ingen er ekspert på mig. Ingen kender mig bedre end jeg selv gør. Jeg føler det som om, jeg har brugt en stor del af mit liv på at lede efter noget. At lede efter en slags guidning, en slags svar, en moderfigur med omsorgskvaliteter. Der har været mange anledninger, hvor jeg har tænkt på min mor og troet, at jeg behøvede hende (i de vigtige hændelser og beslutninger i mit liv), men i virkeligheden klarede jeg alle disse ting og situationer selv. Jeg havde svarene, jeg skulle bare finde dem, men jeg behøvede ikke gøre alt dette alene. Jeg har haft følelsesmæssige behov, som ikke blev mødt, og det er ok at anerkende det.
.
.

Jeg tror, jeg lærte, at der ikke er noget I vejen med mig. Jeg har muligvis ubevidst gentaget usunde tankemønstre, måder at være på og processer, men jeg er faktisk ok. Trods det at mine forældre ‘fuckede mig op’, og at jeg er et produkt af ting, jeg oplevede, er jeg ikke blevet så slem endda. Jeg har værdi. Jeg har lov til at have det, som jeg har det, og det er ok. Jeg behøver ikke at vise mig som en stærk uafhængig kvinde, mens jeg skjuler, at jeg er fuld af kaos indvendig. Hele processen har handlet om at opbygge min styrke og at få kontakt til og tro på mig selv.

Jeg lærte, at det er helt fint ikke at have det godt. Jeg havde brug for at acceptere, hvad der var overgået mig, men jeg tror, jeg blev forvirret over, hvad det betød. At acceptere betyder ikke at sige, at noget er ok (hvordan kan man acceptere det, der er uacceptabelt?). Jeg er ikke ok med, hvad min far gjorde mod mig (det vil jeg aldrig blive), men de ting skete, de er virkelige, og de overgik mig. Jeg var allerede begyndt at skrive om og dele min historie, da idéen om accept kom op i min terapi. Så måtte jeg da allerede have accepteret virkeligheden ved at skrive om den og dele den? De ting er en del af mig, og det vil de altid være.

Jeg fandt ud af, at jeg havde bygget en mur, men den var ikke længere nødvendig. Jeg havde bygget den for at beskytte mig selv, men jeg lever ikke længere med det samme angstniveau som før. En del af terapien handlede om at blive tryg ved at lade muren falde. Jeg skulle lære at være sårbar igen efter at have kæmpet så hårdt for ikke at være det og skjule det så længe. Jeg ønskede at blive i stand til at slippe det og bare være og for at kunne gøre det, kunne jeg ikke længere bruge muren. Jeg ser, at jeg ikke er gået i stykker ved at have fjernet nogle af murstenene, selv om det har været hårdt. De begrænsninger, som muren skabte, fik mig til at føle, at jeg kun eksisterede og ikke rigtig levede. Muren blev en del af den selvsabotering, der forhindrede min heling.

Jeg begyndte at stoppe op, for at identificere ting jeg anser som triggere. Det at blive mere bevidst om triggere betød, at jeg bedre kunne forstå mine reaktioner. Jeg fandt ud af, at nogle af mine reaktioner var det indespærrede indre barns, og andre var det voksne selvs. Jeg anerkendte mit indre barn og tillod hende at komme frem. Hun havde ting at vise mig, og jeg havde meget at lære af hende. Det var min terapeut, der fik mig til at se, at det barn er mig, og hendes tilstedeværelse er bare mig, der genforbinder sig med mig, men vigtigst af alt var jeg ikke skør.

Jeg indså, at jeg havde udviklet adskillige mestringsstrategier over de sidste tyve år. Jeg har udskilt de forskellige roller, jeg spiller, og sat forskellige hoveder på for at skifte mellem rollerne og rumme hver enkelt af dem. Jeg har en evne til at være fysisk til stede i rummet, men fuldstændig uden forbindelse og følelsesmæssig fjern. Det har hjulpet mig til at overleve, men at bytte hoveder er trættende og mindre effektivt, end jeg troede, det var. At være ude af kontakt har gjort det muligt for disse roller at være adskilte, men terapi hjalp mig med at forstå, at det, jeg virkelig behøvede, var at være en samlet sjæl. Jeg tror, jeg er på vej mod det.

Musik begyndte at påvirke mig på en anden måde meget tidligt i terapien, som om det nåede mig på et dybere niveau. Jeg var misundelig på kunstnerens evne til at ‘komme ud’, at dele med verden, at være så ærlig og så modig i den offentlige arena. Den terapeutiske proces gjorde at jeg begyndte at skrive, og jeg blev bevidst om, at jeg fandt en mening med det. Jeg kunne nå andre. Jeg kunne gøre en forskel. Der var en grund til, jeg var her. Jeg var her stadig af en grund. Jeg begyndte at dele, og skammen, jeg følte, blev mindre. Jeg lærte, at skammen, ikke skulle være hos mig. Jeg føler meget stærkt, at jeg har brug for at skrive min bog færdig og få den udgivet. Jeg har brug for at fortælle hele verden, hvad min far gjorde mod mig, fordi han skal tage ejerskab for skammen.
.

Terapiens vedvarende virkning

Mit håb var at forlade terapien som en normal, lykkelig, velfungerende person, men jeg har lært, at der altid vil være triggere, og ting der slår mig ud af balance. Det er min reaktion, som (forhåbentlig) vil være anderledes pga. terapien. At ‘komme igennem’ findes ikke – kun at være undervejs igennem. Jeg ved nu, at det er en fortløbende proces, og denne del af mit liv vil påvirke mig for altid, men det er nemmere at bære, og jeg har mange flere redskaber, jeg kan trække på til at hjælpe mig.
.

.
I uge 15 skrev jeg I min dagbog: “Måske skulle jeg være med i et af disse fora. Måske ville det være godt for mig med en overlevelsesven”. Jeg rakte faktisk ud og kom med i ‘The forum of HAVOCA’, og jeg fandt en hel gruppe af mennesker, som ‘bare forstår det’. I starten af denne proces troede jeg, at alle andre havde mere styr på deres ‘shit’ end jeg. Siden jeg kom med i dette forum, har jeg forstået, at jeg ikke er alene, og at jeg ikke er den eneste, der dagligt kæmper med senfølger efter seksuelle overgreb. Det er utrolig kraftfuldt at have de forbindelser, jeg har fået her.

Jeg vil fortsætte min dagbog, fordi det hjælper mig med at bearbejde ting, når de sker. Det er også en tid, hvor jeg kan have et lille dagligt ‘check in’ med mig selv. Jeg har skrevet en masse om min rejse og delt det på HAVOCA, og det vil jeg forsætte med at gøre, fordi det er den mest fantastiske anerkendelse, når nogen siger, at de kan relatere til det, man skriver. Jeg skriver på min bog og digte og artikler, og det vil jeg fortsætte med, fordi det helt klart hjælper mig til klarhed. Efter hver session er mit hoved helt mast, men jeg reflekterer over det bagefter, når jeg kan (som regel et par timer senere), og jeg skriver om det. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg ikke kunne finde svaret på det tidspunkt, kan jeg somme tider finde det senere og hvis ikke, får skrive- og tænkeprocessen mig tættere på det.

I uge 23, mod slutningen af dette terapiforløb, begyndte jeg på et mindfulness kursus. På dette kursus blev dette digt af Portia Nelson læst op: 

I walk down the street.

There is a deep hole in the sidewalk.

I fall in.

I am lost… I am helpless.

It isn’t my fault.

It takes forever to find a way out. 
 .

I walk down the same street.

There is a deep hole in the sidewalk.

I pretend I don’t see it.

I fall in again.

I can’t believe I am in the same place.

But, it isn’t my fault.

It still takes me a long time to get out. 
.

I walk down the same street.

There is a deep hole in the sidewalk.

I see it is there.

I still fall in. It’s a habit.

My eyes are open.

I know where I am.

It is my fault. I get out immediately. 
.

Walk down the same street.

There is a deep hole in the sidewalk.

I walk around it. 

I walk down another street.
.

Jeg var helt uenig med dette digt, og jeg var i stand til at sætte ord på, hvad jeg tænkte. Jeg ønsker ikke at gå på en anden sti. Den sti, jeg er på, ER min sti. Jeg tror, at jeg nu går på den sti på en god måde: lægger mærke til mere, lukker lågerne, luger ukrudtet, dufter til blomsterne. Jeg undgår ikke længere. Jeg er ikke længere bange for at falde i hullerne, fordi jeg hver gang lærer noget nyt om mig selv, og det er vigtigt. Jeg vil gerne blive i stand til at komme hurtigere op af hullerne og med mindre smerte. Jeg tror, det gør det klart for mig, hvor langt jeg er kommet, og de fremskridt jeg har gjort.

Jeg vil prøve at huske, at jeg har valg. Jeg kan vælge, hvad jeg vil tillade i mit liv, fordi jeg er den, der skal håndtere udfaldet. Jeg har brug for at arbejde hen imod at flytte mine grænser i tanke og handling, men også at blive i stand til at gå væk fra det, når det er for meget. Jeg skal lære, hvordan jeg kan klare processen, så det ikke føles så overvældende. Jeg bliver hele tiden bedre til at lytte til mine følelser, men jeg har også brug for at minde mig selv om, at jeg har brug for at passe på mig selv.

Jeg tror, vi løber en risiko ved at bevæge os fremad og efterlade resten af verden bag os, når vi er i terapi, og det er ok. Jeg er den, jeg er, på grund af alt det, jeg har gennemgået. Jeg ville ikke være mig, hvis jeg ikke havde oplevet alt det, jeg har. Men det er terapien, der har vist mig, hvem jeg virkelig er. Jeg er utroligt stolt af mig selv, og alle der beslutter, at de vil have et bedre liv, og de der nægter at være ofre.

Jeg har skrevet dette i slutningen af min terapi. Jeg har ingen ide om, hvorvidt eller hvordan jeg vil klare mig uden terapi (og måske vil jeg også skrive om det). Jeg skrev dette for at minde mig selv om de dårlige dage, og hvor langt jeg faktisk er kommet. Jeg har gjort så store fremskridt, men jeg er ikke færdig endnu! Terapi er beroligende og trygt, men det bliver ikke en livsstil. Jeg vil være nødt til at undvære det på et tidspunkt, og lige nu skræmmer det mig. Dette, jeg har skrevet, er endnu et værktøj fra min kasse.