Et øjebliks tryghed

Af Pia –
d. 15.05.21

 

Nedlukning

Den første nedlukning fik mig til at føle mig tryg – selvom angsten for den ukendte virus samtidig var meget stor.

Men min egen lille familie var privilegeret. Vi var hjemsendt i økonomisk tryghed og kunne derfor isolere os uden dén slags bekymringer.

Roen i at kunne slippe for alle former for pligtsocialitet var så velgørende. Ingen påtvungen nærhed med andre mennesker, ingen pligtbesøg. Håndtryk, høflighedskram og de evindelige alt for fysisk nærgående samtaler slap man endelig for.

Den væmmelse der opstår, hver gang jeg påtvinges andres alt for nære nærhed, er svær at forklare. Bare det at skrive det her… får kvalme, og kramper får musklerne til at stå og dirre øverst i brystkassen, nær halsen. Sådan er stort set hvert eneste møde hver dag. Jeg ønsker sådan, at energien der bruges på at undertrykke det, kunne bruges på andet.

Jeg lider ikke af social angst. Jeg lider af social væmmelse. Undskyld. Men har man én gang fået påtvunget et andet menneskes nærhed på den væmmeligste måde, vedvarende, hver dag, uge, år, så er grænsen for nærhed nok bare for altid et andet sted, end for dem der ikke har oplevet det.

Jeg hører til dem, der priste mig lykkelig, da beskeden om brug af mundbind kom. Jeg elsker dem! Den distance til andre, der opstår i kombinationen med opfordringen til generel afstand, er en stor lettelse for mig. Mundbind er så velgørende for mig at have på, så jeg kan glemme at tage det af igen, når jeg går ud af butikken eller, hvor jeg nu er. De føles som et vigtigt beskyttelseslag. Ligesom at gå i bukser er beskyttelse i forhold til at vælge nederdel.

Den første nedlukning gav tryghed. Regeringens budskab, med et enigt folketing bag, var, at hvert et liv havde betydning, og at de derfor ville passe på os. Da den første genåbning blev sat i værk, blev trygheden afløst af den gode gamle velkendte trigger fra barndommens krænkelser. Nu handlede det ikke længere om at beskytte os som individer, men om samfundets institutioner og økonomien. Med andre ord, nu er der ikke længere nogen, der passer på os, nu er vi alene i verden igen.

Underlagt arbejdsgivere, der ikke har den samme indsigt og faglige viden om smitteveje som jeg selv, opstår der endnu en kamp for at skulle passe på mig selv fysisk. Det kommer oven i den usynlige kamp, jeg i forvejen kæmper hver dag for at passe på mig selv og for at fungere psykisk. Det er så opslidende.

 

Kontakt med min krænker

Under første nedlukning blev jeg kontaktet af krænkeren fra min barndom, som jeg ikke har været i kontakt med i en del år.

Da det er et biologisk nærtstående familiemedlem, følte jeg mig på en eller anden måde forpligtet til at besvare og endda have en vis form for skriftlig kontakt. Især set i lyset af pandemiens potentielle alvor.

Uden jeg opdagede det, blev den gamle ‘afhængighed’ af dette menneske aktiveret. Et begreb som nok er svært at forstå, men mon ikke andre af Spors medlemmer kender mekanismen?

Min egen nære families tålmodighed blev opbrugt, inden jeg selv indså omfanget af konsekvenserne. Fornægtelsen af virkeligheden havde endnu engang overtaget mig. Jeg fik sat stolen for døren af min familie, og indså at jeg måtte afbryde kontakten igen.

Sikke en lettelse afbrydelsen gav.

 

Genåbning

Tilbage er den overvældende forkerthedsfølelse, der følger med genåbningerne. For hvor har jeg nydt de mange online foredrag, koncerter og endda den helt enestående musik/teater forestilling ‘Pigen under vandet’ af Lotte Arnsbjerg. At kunne overvære sådanne arrangementer helt uden at være i ‘alert’, altså helt rolig og tryg, var en stor, stor glæde og berigelse at prøve. Det kan jeg ikke til arrangementer med fysisk tilstedeværelse.

Nu flyder TV og internet over af begejstringen og en flodbølge af opfordringer til at møde fysisk op til alle disse ting. Det magtede jeg sjældent før, og gør det slet ikke nu. Så på den måde er jeg tilbage til før corona: den ensomme kamp for at tage mig af mig selv, kombineret med at føle mig så forkert som følge af, at andre engang gjorde noget meget forkert ved mig.

Men det gjorde godt, at jeg i en kort tid kunne føle mig rolig, tryg og faktisk også stærk, fordi jeg kunne klare den utryghed, isolation og ensomhed som nedlukningen betød for mange. De elementer – utryghed, isolation og ensomhed – var hverdag før corona, og er det nu igen for nogle af os.

.


Se alle beretninger om ‘Senfølgeramt i en coronatid