Anmeldelse af ‘Afklædt’

Anmeldelse af  Afklædt – Retten til et liv fri af skam
Forfatter: Tanya Tranholm
Forlag: Skriveforlaget, 2022

.
Anmeldt af Tanja, oktober 2022

 

”Vi skal tage et valg, og vi skal tage det nu… ikke i morgen. For tænk hvis det er for sent. Vi skal bruge vores fortid til at hjælpe vores fremtid, vi skal tage os af hinanden, men inden da af os selv. Og så skal vi i øvrigt gøre det samtidigt”
Tanya Tranholm

Sætninger som beskriver meget kort og præcist, hvor denne meget stærke fortælling rammer lige ind i mit hjerte. Et fantastisk eksempel på, hvordan vi som senfølgeramte kan gøre en forskel for andre senfølgeramte.

Forfatteren formår, med en ærlighed og en sårbarhed, at fortælle hvordan en barndom med svigt og seksuelle overgreb kan få konsekvenser langt ind i voksenlivet.

Hun tager os med ind i en verden, som meget få i virkeligheden kender til, men som mange alligevel har en mening om: Stripperbranchen, pornoindustrien, prostitution og sugardating bliver serveret fra én, som har set og oplevet mere end, hvad der er sundt for noget menneske.

Emner som identitet, seksualitet, ensomhed og ikke mindst skyld og skam bliver beskrevet med en ramme af alvor, men også med en god portion humor og selvironi. Flere gange tog jeg mig selv i at sidde og smågrine af de billeder, jeg fik dannet inde i mit hoved ud fra forfatterens levende beskrivelser.

En barsk fortælling med en blanding af humor, alvor og stor selvindsigt som jeg klart kan anbefale at læse.

 

De kærligste hilsner
Tanja