Klumme juni-juli 2015
Af Susan Kristensen
Denne måneds klumme er et indlæg, som Susan lagde ind på Spors Facebookside, den dag valget blev udskrevet. Det er også sendt til div. politiske partier, DR og TV2, til Lisbeth Zornig og til ‘Én af os’. Tak til Susan for tilladelse til at gengive det her.
.
Nu er det endelig blev tid til folketingsvalg. Og her får I mit politiske manifest fra Vejkantsdanmark, Sygedagpengeland og fra bunden af Danmark.
En af mine personlige kæpheste er behandlingen af mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og børn, som vokser op i alkoholiserede og voldsramte hjem. I mange år har psykiatrien i Danmark været en syltekrukke inden for sundhedsvæsenet. Stort set alle erfaringer med behandling af disse traumer ligger ude i frivillige foreninger og støttecentre.
Den slags er bare ikke godt nok i vores samfund. Det sender et signal til de incestramte om, at det der er hændt dem, ikke er noget man tager alvorlig. Selvom statistikker viser at mange af disse mennesker ofte har store sociale problemer. Problemerne viser sig ved man har svært ved at holde på et arbejde og/eller gennemføre en uddannelse. Mange af os går også rundt med forskellige psykiatriske diagnoser fx. angst, borderline personlighedsforstyrrelse og post traumatisk stress syndrom.
I mit eget tilfælde er jeg også havnet i denne forvirrende verden. Jeg var udsat for overgreb, da jeg var en lille pige fra min stedfars side. Ligeledes var det hjem jeg voksede op i præget af vold, alkohol og narkotika.
Dog stoppede de fysiske overgreb og tæskene, da jeg var 12 år, og flyttede til min far. Men den psykiske terror fortsatte, indtil jeg var ca. 22 år og tog det endelige opgør med min biologiske mor. Siden da jeg har kæmpet med at forstå mine traumer og reparere på skidtet. Jeg er 31 år, men har ingen uddannelse, da jeg er særligt følsom over for stressede situationer, og det at tage en uddannelse er i sig selv en stressende situation. Jeg kæmper for at få en erhvervsuddannelse, men det er rigtig svært for mig. Selvom jeg får gode karakterer, så tror jeg ikke på mine evner og jeg har ikke den psykiske styrke, der skal til. Men støtteforanstaltninger synes at mangle.
En læge jeg for nylig var i kontakt med i forbindelse med diagnoseudredning, fortalte mig ganske åbenhjertigt, at jeg ville have været bedre stillet, hvis jeg havde været flygtning med traumer eller krigsveteran. Ligeledes fortalte selvsamme læge mig, at jeg egentlig er for syg til at være rask og jeg er for rask til at være syg. Dvs. jeg står i Ingenmandsland. Der findes ingen konkrete behandlingstilbud til folk som mig. Jo, spis noget medicin, som gør dig sløv som en zombie. Det fjerne bare ikke traumet og de problematikker der følger med.
Mit store, måske naive, håb er, at folk med disse med problematikker i livet bliver anerkendt og at der oprettes behandlingstilbud og sociale støtteforanstaltninger så vi kan få en værdig og fair behandling og hvor vi ikke bliver set på med nedladende blikke og en “så tag dig dog sammen”-holdning. Det er ligeledes mit store ønske, at WHO anerkender, at der findes en mere kompleks form for PTSD. Grunden til, at WHO skal anerkende det, er, at Danmark følger deres vejledninger inden for diagnosticeringen af psykisk syge.
På dette område ville det være rart med en fair løsning. For alle os som kæmper mod gamle traumer. Fordi for os er de lige så friske i erindringen, som var de helt nye. Vi fortjener at blive hørt og taget alvorligt. Vi kan og vil faktisk gerne bidrage til samfundet. Vi vil bare gerne have en chance for at få vores traumer bearbejdet på ordentlig og grundig vis.
.