I tilknytning til vores Facebookside har vi oprettet en privat gruppe for voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen/ungdommen, eller som har en mistanke om, at det er sket. D.v.s. denne gruppe er KUN for mennesker, der selv har været udsatte.
.
Er du pårørende, findes der Facebookgruppen ‘Pårørende til seksuelt misbrugte‘ (ikke en Spor-gruppe).
Er du fagperson skal du være velkommen i ‘Spors FB-gruppe for fagpersoner‘.
.
At gruppen er privat vil sige, at andre på Facebook kan finde gruppen og søge medlemskab, men det er kun gruppens medlemmer, der kan se, hvem der er medlemmer, og hvad der bliver skrevet derinde. Er der behov for fuldstændig anonymitet, er det muligt at oprette en ‘alternativ’ FB-profil.
Når du anmoder om medlemskab, vil du blive bedt om at svare på to spørgsmål. Begge spørgsmål skal besvares, før medlemskabet kan godkendes. Har du ikke svaret indenfor tre dage, regner vi med, at du har fortrudt og annullerer din anmodning. Du er altid velkommen til at søge medlemskab igen med besvarelse af spørgsmålene. Hvis du har svaret og ikke har fået meddelelse om godkendelse, så prøv igen. Måske har vi ikke modtaget dine svar (FB kan drille).
Kommunikationen i gruppen
Kommunikation kan være en svær ting. Især når man er vokset op i et miljø med nogle meget uhensigtsmæssige kommunikationsmønstre. Det bliver ikke nødvendigvis lettere af, at vi kommunikerer på skrift, så vi ikke kan se hinanden og læse hinandens signaler. Så for bedst muligt at sikre en konstruktiv og ordentlig debatkultur, er her nogle rammer, der forhåbentligt kan være med til at gøre gruppen god, tryg og velfungerende.
Gruppens formål
- At have kontakt med ligesindede der har grundlag for at forstå én.
- At skabe fællesskab og støtte hinanden, hvor der er behov for det.
- At skabe åbenhed om livet med senfølger af seksuelle overgreb og de øvrige opvækstforhold.
- At støtte positiv udvikling både personligt og samfundsmæssigt.
Gruppens rammer
.
-
“Jeg er okay, og du er okay”
Der skal altid holdes en god tone i debatten. Vi møder hinanden med respekt, venlighed og almindelig høflighed. Nedladende, fordømmende og udskammende kommentarer tillades ikke.
. -
Tavshedspligt og anonymitet
Tillid er en forudsætning for, at vi kan kommunikere åbent og ærlig. Derfor skal alt, hvad der deles i gruppen blive i gruppen, og det fortælles heller ikke til andre, hvem der er medlem.
. -
Bliv på egen banehalvdel
Vi kan og skal ikke ‘frelse’ hinanden, og vi fortæller ikke andre, hvad de ‘bør’ gøre. Vi kan derimod støtte og bidrage med egne erfaringer, refleksioner og forslag.
. -
Ingen beskrivelser af overgreb
Det er vigtigt, at der ikke bliver fortalt detaljeret om overgreb. Det er uhensigtsmæssigt både for afsender og modtager. Hvis der er behov for det, hører det til hos en professionel behandler.
. -
Trigger advarsel
Hvis du deler noget, der er voldsomt, eller som du antager, kan være voldsomt for andre at læse, så start med at skrive ‘Trigger advarsel’ og lav nogle tomme linier – så er andre advaret.
. -
Promovering og uopfordrede henvendelser
Det er ikke tilladt at reklamere for egen virksomhed eller behandling i gruppen, eller uopfordret at kontakte gruppens medlemmer med tilbud om behandling.
. -
Privat kontakt via Messenger
Kontakt ikke andre på Messenger uden forudgående accept. Vælger du at skrive med andre gruppemedlemmer i Messenger er det vigtigt, at du er opmærksom på dine grænser, så du kan sige fra, om nødvendigt.
. -
Dataindsamling og undersøgelser
Vil du indsamle viden og data (f.eks. til bog eller andet) kan du dele en tekst med formålet på vores offentlige side. Dernæst kan administrator vælge, om det skal deles i den lukkede gruppe.
. -
Anmeldelse til adm.
Hvis der er opslag eller kommentarer, der overskrider disse rammer eller skaber en negativ kommunikation i gruppen, kan du anmelde det til adm. Det hjælper med til at sikre at gruppen er velfungerende.
. -
Sletning af indlæg eller kommentarer
Administrator forbeholder sig ret til at slette indlæg eller kommentarer, der kan opfattes konfliktskabende eller konfliktoptrappende, eller på anden måde bryder rammerne for gruppen.
Med ønsker om en god og givende debat til alle.