Klumme feb. 2016
Af Jeanne Bruun, Midtjysk Spor
.
Al formidling gemmer muligheden for, at noget fornyes, forandres eller forvandles. Både for den som selv bringer noget af sit indre til en fast form og for den, som måske bliver beskueren.
Jeg har altid danset meget og også dygtiggjort mig inden for scenekunst. Jeg har også elsket at lege med ord, forståelser og fortællinger fra tidligt i livet, men det var egentlig først meget sent, det gik op for mig, hvilken betydning det ville have for mig, at komme til at forstå mig selv og min historie. I dette arbejde opdagede jeg, hvad det at skrive havde af muligheder.
Jeg syntes selv på det tidspunkt, at jeg trods mine begrænsninger havde en omfattende indsigt i og forståelse for mit følelsesliv men da jeg skulle beskrive for behandlere/sagsbehandlere og andre, hvilken form for hjælp jeg have brug for, kom jeg til kort – blandt andet fordi jeg ikke kunne beskrive mit livsforløb sammenhængende. Jeg begyndte at lave optegninger over årstal og hændelser, som forberedelse til disse møder men selvom jeg gjorde dette igen og igen, havde jeg helt formørkede områder af min erindring, jeg ikke kunne få adgang til. I en periode pressede jeg mig selv voldsomt på dette udviklingsområde. Jeg har stadig passager, som er utilgængelige, men jeg ved, hvad de indeholder og jeg ved, at jeg vil få adgang til indholdet i rette tid.
I det talte ord får noget af mit indre liv en form; det bliver derfor hængende et splitsekund med sin klang til en mulig oplevelse og umiddelbar refleksion. Det skrevne ord kommer tættere på en billedgørelse via sin ydre form, men taler i virkeligheden mere til det sted indeni mig, hvor sproget opstår. Et sted, som jeg oplever, er tættere på mit jeg eller, den jeg opfatter mig selv som. Hvor det talte og luftbårne sprog for mig nærmest flyder sammen med en mere følelsesmæssig væren. Har det fastholdte og skrevne sprog en umiddelbar ansats til min forståelse af verden og de tanker jeg gør mig om dette eller hint.
Når jeg skriver, maler, tegner eller på anden måde billedgør, altså bringer noget til form, så har jeg mulighed for at komme tættest muligt på det, der rører sig indeni. Jeg vil have en slags samtale med det, som jeg ønsker at formidle, imens jeg giver det form. Når jeg har afstemt med mig selv, at den endelige form er nået, ja så kan jeg træde væk fra det og lade det samlede værk blive genstand for min anskuelse.
Andre mennesker kan også gennem iagttagelse få adgang til en del af den, som jeg er. De kan måske blive beriget, bestyrket, forarget eller forundret af lige netop den vinkling, som jeg har evnet at indfange. Men vigtigst for mig er, at en del af min egen fortælling har fået lys – nogle gange blot lys, andre gange en ny farve eller nuance. Jeg holder min livshistorie bevægelig således, at jeg bliver medoplevende og medskabende på fortællingen, om den jeg er.
Andet steds i dette nyhedsbrev kan der læses om Skrivegruppen og Erfaringsstafetten. Jeg hilser disse initiativer velkomne af hele mit hjerte. Jeg håber, at rigtig mange vil finde modet til at tage udfordringen seriøst og alvorligt med rigelig plads til skønhed, humor og pauser.
.