Af Birne Dalbjerg
.
Jeg lå vågen i sengen. Helt stiv. Frossen. Kl. var 3.25. Jeg hørte stemmer. Der blev taget i dørhåndtaget. Der blev sagt: ”Døren er låst.” Jeg hørte nogen bande. Jeg kunne skelne tre stemmer. Pludselig blev der stille.
Jeg lå med bankede hjerte uden at kunne røre mig. Mine øjne var vidt åbne. Jeg ventede på det uundgåelige fra min barndom, nu måtte døren gå op. Nu måtte de komme ind. Det ene flashback efter det andet dukkede op – om døre der gik op og overgreb. Døre, hvor min mor kiggede ind ude at gøre noget. Jeg sov ikke mere den nat, hvor jeg lå stiv og ubevægelig i sengen.
Jeg havde været udsat for et indbrudsforsøg. Jeg var vågnet ved, at jeg hørte stemmer i haven, og ved at jeg kunne se at de lyste ind og rundt i min stue.
Næste dag måtte jeg sygemelde mig på jobbet. Jeg kunne simpelthen ikke fungere og var total handlingslammet. Adrenalinet pumpede rundt.
Politiet forsøgte at berolige mig med, at de altid havde en vogn i den nærmeste storby – 30 minutters kørsel herfra. Jeg ved, hvad der kan ske på 30 minutter. Det er en evighed.
Jeg måtte til psykolog igen i håbet om, at en sådan kunne hjælpe med at få lukket minderne ned igen. Lidt hjalp det men nu 1½ år efter, er jeg stadigvæk plaget gennem mareridt om indbrud og overgreb. Flashbacks kan dukke op igen når som helst, der skal intet til, før det sker.
Min hjerne spillede mig et pus. Jeg var sikker på, at barndommens traumatiske oplevelser ville ske igen, hvis de var kommet ind.
Jeg fik sat en tyverialarm op. Selv om den på en måde er en slags falsk tryghed (der går dog stadigvæk for meget tid, inden nogen dukker op), så har jeg fået en smart alarm. Den tager hensyn til, at jeg stivner, som jeg også gjorde som barn og ung. Alarmen giver også lyd på mine to voksne børns mobiltelefoner, så kan de ringe til politiet.
Jeg ved, at alle bliver mærket af et indbrud, men ikke alle får trigget flashbacks og mareridt om fortidige overgreb. Ej heller lider de pludselig af generaliseret angst. Jeg slås stadigvæk med den angst, som jeg fik vækket. Hvis ikke jeg har fået sat alarmen til om natten, sover jeg slet ikke eller meget dårligt. Underbevidstheden har registreret det og advarer min krop om, at der nok kommer en fare, som jeg skal reagere på. Der kommer nok endnu et overgreb. Jeg ligger med hamrende hjerte, og adrenalin, der pumper rundt i kroppen.
Kompleks PTSD kan vise sig i mange former og kan vise sig på mange måde i oplevelser, man har i hverdagen.
Selv om jeg i dag siger, at jeg har det godt, og lever et stille og roligt liv efter en opvækst med mange og voldsomme overgreb, så sniger senfølgerne sig ind og påvirker hver enkelt dag.
Derfor tænker jeg på at give hvert enkelt ‘nu’ noget godt og positivt, som jeg kan tage med mig i stakken af gode minder og tænke tilbage på.
Må alle finde deres vej igennem, hvis PTSD er en del af hverdagen.