Anmeldelse af ‘Min vej til livet’

Min vej til livet
Forfatter: Jette Knudsen
Forlag: Mellemgaard, 2018

.

Engle satte Jette fri af seksuelle overgreb i barndommen

.
Af Chili Djurhuus
.

Jette Knudsen blev som barn seksuelt misbrugt af sin far. Healingsmassage og englekontakt satte hende fri af barndommens traumer. Hun har skrevet bogen: ”Min vej til livet” for at sætte et endeligt punktum.

.

”Jeg er her, og bogen er derovre.” siger Jette. Hun træder et skridt til venstre, og peger til højre for at vise, at bogen og hendes barndom er et afsluttet kapitel.

Jette Knudsen blev som barn seksuelt misbrugt af sin far. Bogen ”Min vej til livet.” er navnet på hendes bog om senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, og om hvordan hendes tro på noget større end hende selv, det spirituelle og en uddannelse til healingsmassør, hjalp hende tilbage til livet.

 

”Min krop lærte tidligt,
at det at være menneske ikke var sjovt,
det var smertefuldt, voldsomt
og ganske modbydeligt.”
Jette Knudsen

.

Et fragmenteret liv

Som voksen gik Jette Knudsen ned med stress, og hun var uarbejdsdygtig i 10 år. Jette beskriver i bogen sit liv som sprunget i luften. Fragmenteret. Det at dissociere var Jettes måde at være i livet på:

”Min krop lærte tidligt, at det at være menneske ikke var sjovt, det var smertefuldt, voldsomt og ganske modbydeligt. Derfor brugte jeg min evne til at dissociere. Jeg tog derhen, hvor der var ren kærlighed. Der hvor der intet ondt fandtes. Hvor alt var let, leg og latter.”

Terapi hjalp hende ikke. For hende var det en uddannelse til healingsmassør, der åbnede op for barndommens traumer.

.

”Jeg vidste godt, de var der englene. 
Men universet og engle må ikke hjælpe dem, 
der ikke vil hjælpes”
Jette Knudsen

.

Uddannelsen til healings massør og engle hjalp Jette

Igennem uddannelsen til healingsmassør åbnede Jette langsomt op på det spirituelle plan, for derigennem at opnå healing med og forståelse af barndommens traumer.

”Jeg vidste godt, de var der englene. Men universet og engle må ikke hjælpe dem, der ikke vil hjælpes.”

Uddannelsen gjorde at Jette kom ned i sin krop.  Hun indså, at hun kunne få hjælp af engle, hvis hun tog imod. Hun så pludselig en mening med sin barndom: At hun skal hjælpe andre der havde været udsat for overgreb, måske i et andet liv.

.

Skriveprocessen satte Jette fri

”Hvis jeg skulle videre i mit liv, så skulle min historie ud.”
Ud kom historien. Bogen blev skrevet på en måned.

”Jeg har ikke flere ord. Historien ville ud. Og nu er jeg her” siger Jette og træder endnu engang et skridt til venstre, mens hun smiler. 

Som læser dykker du ned i Jettes proces og ikke mindst smerte. Det kræver af og til at du holder tungen lige i munden. Skriveprocessen, der tog en måned, viser alle de fragmenter, Jette har fanget ind og samlet fra sit liv. Bogen er en troværdig personlig beretning om at finde hjem til sig selv.

God læselyst.

 

 

.