Arbejder du ‘med mennesker’ vil du givetvis, uanset hvilken faggruppe du tilhører, komme i kontakt med voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen eller ungdommen. Det vil typisk være mænd og kvinder, der har mange senfølger af overgrebene – d.v.s. symptomer på det bagvedliggende traume.
Desværre mangler der rigtigt meget viden om og forståelse for senfølgeproblematikken – også blandt fagpersoner. Det ville være et stort skridt i den rigtige retning, hvis der på landets læreanstalter blev undervist i sammenhængen mellem traumatisering i barndommen og den voksnes fysiske, psykiske, følelsesmæssige og sociale problemer. For der er masser af tilgængelig viden, den kommer bare ikke i omløb. Derfor er det glædeligt, at du nu læser her på hjemmesiden.
Især indenfor det offentlige system er det beklageligt, at der ikke er tilstrækkelig viden om voksnes senfølger. Det fører alt for ofte til symptombehandling, igangsættelse af udsigtsløse tilbud og i sidste ende retraumatisering. Hver eneste gang den voksne i nutiden konfronteres med de samme følelser, som der var forbundet med barndommens traumer, sker der et angreb på nervesystemet og dermed forværres den voksnes tilstand på alle planer. Desværre sker dette i vid udstrækning i mødet med det sociale system.
Det skotske sundhedsvæsen har lavet denne lille introduktionsfilm for at hjælpe bl.a. politi og sundhedspersonale med at forstå følgerne af seksuelt misbrug i barndommen.
.
.
Specialiseret viden
Kommuner og specialtilbud kan gennem VISO (der hører under Socialstyrelsen) få rådgivning om udvikling af tilbud og støtte til en gruppe af personer med samme problemstilling – som f.eks. voksne med senfølger af seksuelle overgreb. Der er også mulighed for dig som fagperson i det offentlige at få rådgivning i forbindelse med en konkret person eller familie. Læs mere om VISO her.
.
Foredrag eller oplæg af voksne med overgrebserfaringer
Én ting er teoretiske viden om, at overgreb kan medføre nogle problemer senere i livet. Noget andet er at høre fra den voksne selv, hvordan det helt konkret er at leve med senfølger. Det kan give en forståelse, som man ikke kan læse sig til i nogen bøger.
Spor tager gerne ud på din arbejdsplads og holder et oplæg. Udover vores personlige erfaringer har vi også en faglig viden, der gør det muligt at koble teorien sammen med konkrete eksempler. Hvis du/I er interesserede i det, så send os en mail på kontakt@gammel.landsforeningenspor.dk. Så kan vi sammen finde ud af, hvad I vil have størst udbytte af, og vi tilrettelægger oplægget herefter.
.
Hvad kan du gøre?
Senfølger af overgreb er et enormt samfundsproblem, men det bliver i alt for høj grad gjort til den enkeltes problem. Kun gennem en målrettet og bred indsats vil der virkeligt ske forandringer men lovgivningen gør det vanskeligt at iværksætte tiltag, der hjælper hele denne gruppe mennesker og deres pårørende.
Derfor er det så meget desto vigtigere, at den enkelte gør en indsats i sit professionelle virke. For den voksne med senfølger er det af uvurderlig betydning at møde et menneske, der har forståelse, viden og vilje til at hjælpe på menneskes egne præmisser.
Langt de fleste af os, der har klaret os gennem livet på trods af vores senfølger, har på et tidspunkt mødt én eller flere fagpersoner, som har set os som de mennesker vi er. De har tilladt en positiv tilknytning og har styrket vores evne til at mærke og opfylde egne behov. Det er ofte disse enkeltpersoner, der har ført til, at vi som senfølgeramte har fået et liv med en langt højere livskvalitet – og for nogle menneskers vedkommende har de betydet forskellen mellem liv eller død.
.
Overgrebsramte på jobcentret
Mennesker, der er i behandling på centrene for voksne med senfølger, har generelt et højere uddannelsesniveau end den samlede befolkning. Knap 50% af har en videregående uddannelse mod ca. 33% af den samlede befolkning. Derimod har kun 44% en arbejdsmarkedstilknytning, hvor det for den samlede befolkning er 65%.
Det kan virke uforståeligt, at et kompetent og måske oven i købet veluddannet menneske, som tilsyneladende har haft ‘styr på sit liv’, pludselig bryder sammen og oplever en social deroute. Det hænger sammen med, at overgrebene ofte er blevet fortrængt eller, at alle følelserne er blevet spaltet væk, så overgrebene ikke er blevet tilskrevet nogen betydning. I det øjeblik der kommer kontakt til følelser og erindringer kan det være så omfattende et chok, så personen ikke længere er i stand til at fungere.
Man kan altså sagtens have levet et tilsyneladende normalt liv med arbejde, venner, partner og børn. Der kan så være forskellige udløsende faktorer, der forårsager, at personen begynder at huske overgrebene og begynder at mærke sine følelser.
.
Mødet med det sociale hjælpeapparat
Voksne med senfølger af overgreb fylder rigtig meget i statistikkerne for socialt udsatte grupper: Stofmisbrugere, alkoholikere, hjemløse, prostituerede samt psykisk sårbare eller psykisk syge. Det kan også være mennesker med andre former for selvskadende adfærd som cutting, spiseforstyrrelser, sexafhængighed eller selvmordsforsøg og selvmord.
Desværre sættes der oftest ind på at behandle ‘symptomet’ – f.eks. et misbrug. Det er vigtigt at forstå, at misbruget er en mestringsstrategi, der hjælper personen med at udholde sin smerte. Det ses alt for ofte, at et menneske bliver afvænnet for sit misbrug og derefter bliver overladt til sig selv. Al den smerte der før blev bedøvet, er nu konstant og der er ingen hjælp. Det er klart, at der er meget stor sandsynlighed for, at personen falder tilbage i sit misbrug.
.
Sundhedsvæsnet
Ofte bliver senfølger af overgreb udelukkende opfattet som ‘psykiske problemer’. Det er kun den halve sandhed for omsorgssvigt og overgreb påvirker i høj grad også kroppen. Børn, der udsættes for seksuelle overgreb, kan udvise diffuse somatiske symptomer som kan føre til hyppige lægebesøg og indlæggelser, og voksne med senfølger kan opleve et lignende mønster.
Mange forstår ikke, at den misbrugte ikke bare kan lægge fortiden bag sig og komme videre. Men traumet befinder sig ikke i den fortidige hændelse, det sidder i nervesystemet. Traumerne er lagret i alle kroppens celler, det har påvirket hjernens og kroppens udvikling, så det påvirker hele mennesket konstant. Det viser sig bl.a. ved, at nervesystemet stadigt reagerer som om, at overgrebene sker ‘her og nu’. Det kan være som følelsesmæssige flash-backs, mareridt, ubehag ved fysisk kontakt, angst ved pludselige, hurtige bevægelser, overfølsomhed overfor sanseindtryk m.m. (se artiklen om senfølger).
Ubalancerne kan på længere sigt føre til alle mulige fysiske symptomer og ofte kroniske sygdomme. Da disse som oftest ikke bliver forstået udfra årsagen (et overbelastet nervesystem), oplever mange en ineffektiv symptombehandling eller opgivelse af behandling. Ofte er det meget smertefulde lidelser, der ikke kan findes nogen lægelig forklaring på, hvilket kan føre til medicinering, indlæggelser eller endda operationer, der ikke medfører vedvarende bedring.
.
Psykiatrien
Mange traumatiserede mænd og kvinder indlægges på psykiatriske hospitaler pga. depressioner, psykoser, selvskade, selvmordsforsøg, spiseforstyrrelser m.m. Det psykiske symptom tjener ofte en vigtig funktion i forhold til at mestre det ubærlige. Men heller ikke i psykiatrien ses traumatiseringen som en årsag til problemerne, og der iværksættes ikke decideret traumebehandling. I stedet bliver der diagnosticeret og medicineret på grundlag af symptomerne, der ikke bliver set i den rette sammenhæng. Det er klart, at det fører til en omfattende fejlbehandling, der ikke vil have helbredende virkning, da den ikke retter sig mod årsagen. Dette resulterer i, at mange bliver ‘svingdørspatienter’.
Det er beskæmmende, at psykiatrien ikke har formået at integrere en behandling af traumer, da der er særdeles gode indikationer for behovet:
- Nyere undersøgelser viser, at 70-80% af kvinder på psykiatrisk afdelinger har været udsat for seksuelle overgreb (kilde LAP).
- Blandt voksne med psykoser har næsten 70% af kvinderne og 60% af mændene oplevet vold eller seksuelle overgreb i barndommen (kilde LAP).
- Incest Center Fyn har gennemført en undersøgelse af den første årgang af klienter og den viste, at 86 % af deltagerne i evalueringen opfyldte kriterierne for en posttraumatisk stressforstyrrelse – et niveau, der er på linje med tallene for PTSD hos behandlingssøgende torturofre.
.